Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
414 Søren
Kierkegaard
Indtrykket af Kierkegaards Sag, Bevidstheden om dens
Betydning, ligesom af hans egen Betydning som Aand.
Det beror først og fremmest paa, at der for os
Efterlevende ikke mere er Tale om for Alvor at stille
hans Modstandere op imod ham. Vi føler med hans
literære Stilling. Vi ser. at han i alt Væsenligt har
Ret i sin Skildring af den. Det er sandt, hvad han
siger, at de «fornemme» Skribenter viste sig mærkelig
uvillige til at vurdere ham. Heiberg stødte han vel
til Dels fra sig ved, hver Gang denne nævnede ham
eller gav sig til paa sin Vis at behandle hans Tanker,
straks at overfuse ham med Spot og Spas, og Heiberg
var desuden som ældre moden Mand ikke mere i Stand
til at anerkende en Virksomhed, der gik ud fra helt
andre Forudsætninger end hans og som - det følte han -
havde til Hensigt eller Følge at undergrave hans eget
Standpunkt; men Heibergs Færd var dog mere diplomatisk
end tiltalende. Martensen indtog fra først af den
Stilling fornemt at ignorere; om der var Valuta for
Fornemheden, er nu til Dags næppe mere et aabent
Spørgsmaal. Mynster’s Holdning over for det i hans
Oldingealder opdukkende Geni var næppe den smukkeste,
og hvor meget der end kan tale til den gamle Mands
Undskyldning, begriber vi, at Kierkegaard maatte være
utilfreds med den. Hvad endelig R. Nielsen angaar,
havde Kierkegaard ikke Uret i at anse ham for en
farlig og kompro-mitterende Discipel, om det end
gør En ondt nu at se al den Haan og Galde, den Døde
fra sin Grav spyr ud over den fordums Tilhængers
Hoved. Kort sagt, vi Nulevende føler og har længe
følt: Denne Mand havde ingen Overmand i sin Samtid,
Ingen, der fuldt forstod ham, Ingen, der simpelt hen
udtalte, hvad han var værd og betød, derimod nok,
mere end nok, der krænkede, nedsatte og misundte ham
eller ved deres Tilslutning var ham til Besvær. Vi
ser hans Magt over Publikum, hans Tryllekraft en
lang Aarrække igennem brydes af Karikeringer i et
Vittighedsblad, og vi ser ham tilsidst udaande med
Landets hele Gejstlighed over sig, af hvilken ikke
En selv kan mene, at hans Navn vil leve en Femtedel
af den Tid som den døde Præstehaders.
Denne ejendommelige Situation, hvori den store Mand
befandt sig, gør det lærerigt for os at studere de
Domme, han fælder over sin Samtid og sit Land. Disse
Domme er ikke afgivne med et roligt prøvende Sind,
ikke begrundede paa en omhyggelig folkepsykologisk
Iagttagelse; det er Domme, der er prægede af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
