Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Rasmus Nielsen (1809–1884)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rasmus Nielsen
421
trængte man til Motion, gik Vejen ned i «Gartner
Løwes Have», og Professoren greb Planter Hier Stene
og filosoferede over dem. Og kom saa midti Hofvognen
for at hente Professoren til Enkedronningen, saa blev
Ynglingen for ikke at spilde Tid og ikke gaa Glip
af de forønskede Meddelelser anbragt paa Vognens
Bagsæde, og hørte med spændt Opmærksomhed efter,
indtil Ekvipagen stansede i Slotsporten og en rød
Lakaj rev Vogndøren op.
Hovedudbyttet af slige Forklaringer og Udviklinger
var vistnok det, at Eleverne fik Øjnene op for,
hvor meget enhver Genstand, selv den ringeste og
tilsyneladende klareste, gav den Tænkende at gruble
over. Alt frembød Problemer, Alt frembød Modsigelser;
som Riickert siger: Ein Wunder ist die Welt, das nie
wird ausgewundert. Eleven indsaa, at naar han selv
forstod en Sag paa én Maade, saa forstod Professoren
den paa ti Maader, og dunkelt dannede der sig da
i ham Forestillingen om en guddommelig, uendelig
Intelligens, der forstod enhver Ting paa uendelig
mange Maader.
I hine Dage havde Nielsen haarde Kampe at
bestaa. Professor Adolph Steen, Matematikeren,
en drøj og ærlig Natur, en brav Mand, et godt
Hoved, en retlinjet grov Intelligens, i høj Grad
stridbart anlagt, optraadte ved Aaret 1860 med nogle
Flyveskrifter imod Rasmus Nielsen, der udmærkede sig
ved Angrebets Voldsomhed. Af Kollega-Holclning var
der ikke noget Spor. Det var i de Aar, da Nielsen
efter en temmelig dilettantisk Forberedelse stræbte
at uddrage Næringsstof for sin sultne Filosofi af de
matematiske Videnskaber. Hvor han tumlede dem! hvor
han bearbejdede dem! Han vilde lave Sæbe af disse
Flintestene. Det ^sprudede og gnistrede^ dialektisk,
som han plejede at sige. Det skummede metafysisk,
naar den endelige Størrelse gled over i Uendeligheden,
eller naar den liggende Kringle ( cc ) eller Nullet,
det store Intet, divideret med sig selv kom til Ro
i endelig Forkrænkelighed.
Men Steen forstod ikke Spøg paa disse Omraader. For
ham stod det Hele som det bare Jaskeri af en Jonglør i
Ordkunst og med sin hele solide Bulbider-Naturs Vrede
faldt han over Filosofen. Det hjalp lidet, at Nielsen
krummede sig som en Kat, «sprudede og gnistrede»
elektrisk, Han havde altfor megen Uret i Enkeltheder,
havde gjort sig skyldig i altfor mange Misforstaaelser
af det Faktiske til at han trods sin Steen langt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
