Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Hans Brøchner (1820–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans Brøchner
427
Etager. Det spanske Skæg bidrog sit til at give
Indtrykket af noget Fremmed. Han lignede ikke en
moderne. Lærd, snarede en Tænker fra Renæssansens
Italien, var da ogsaa efter eget Sigende af italiensk
Afstamning.
Han saa’ ud som en Mand, for hvem Vellevnet ikke
eksisterede; han satte øjensynligt sin Ære i, ægte
spinozistisk, ikke at have attraaet eller at attraa
jordisk Velfærd. Han levede i en filosofisk Fattigdom;
thi selv da han var gift, var hans Docentgage kun
2400 Kroner. Hans Klædedragt bar Præget af streng
Tarvelighed, den var simpel og mørk, aldrig en
Plet. Vesten var som oftest imod Tidens Mode lukket
helt op til Halsen. Han bar Dag ud, Dag ind de samme
Klæder, og de saa’ ens ud; han syntes ikke at slide
paa dem. Hans Ydre genkaldte Welhavens Vers om den
polske Emigrant:
Hans Ansigt var falmet, hans Dragt var grov,
Hans Linned var rent og hans Hænder var smukke.
Det var gennem Øjet, ikke gennem Øret, at man fra
først af følte sig tiltrukket. Thi Foredraget
var ængsteligt korrekt, pillent omhyggeligt
i sin Sprogform, abstrakt i sin Tankegang og
besvarede intet Spørgsmaal anderledes end gennem en
udførlig Fremstilling af Spørgsmaalets og Svarenes
Historie. Det bevægede sig frem enstonigt, i afmaalte
Sætninger, og havde næsten intet mundtligt Præg,
skøndt det holdtes frit nok. Brøchner havde ikke
Talens Gave, som er den at bibringe hver enkelt
Tilhører det Indtryk, at Talen henvender sig netop til
ham. Hans Ord gik hyppigt bort over vore Hoveder;
de belærte os uden at ramme os. Foredraget var
følgerigtigt og tankefast, men det lød, som læstes
det op af en indre Bog; det levede ikke.
Taleren derimod levede for os. Det var en
Personlighed, som stod der, lige fornem og
interessant.
Han indgød Deltagelse; thi han saa’ ud, som havde
han engang været lutter Lidenskab, medens han nu
var lutter Tanke. Blikkets sorgfulde Alvor tiltrak,
paa samme Tid som det noget Forlegne, Generte, der i
Reglen laa over Talerens Holdning, holdt i Afstand og
fremkaldte det Spørgsmaal, om man kunde komme denne
Mand menneskeligt nær.
Og han indgød Respekt. Det Lidt, vi Unge vidste om
hans Skæbne, røbede en ualmindelig Selvstændighed
og Karakterstyrke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
