Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Hans Brøchner (1820–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans Brøchner
433
der andensteds, i Tyskland f. Eks., blev fremsat
Tanker, han allerede for længe siden havde tænkt
og nedskrevet til eget Brug, men ikke givet i
Trykken. Hvad gør det, sagde han i Saadanne Tilfælde,
om det bliver sagt af mig eller en Anden, naar det
blot kommer frem.
23 Aar gammel havde han udgivet et polemisk
Lejlighedsskrift om Daaben; først fulde 14 Aar senere
skrev han for at godtgøre sin Adkomst til Ansættelse
som filosofisk Docent ved Universitetet, atter som
Lejlighedsskrift, sin lille Bog om Spinoza. Uden
en yngre Vens ihærdige Overhæng var det blevet
derved. Men nu fulgte, fra først af foranlediget
ved den af Andre begyndte Fejde mod R. Nielsen,
efter 11 Aars Tavshed med korte Mellemrum fem
store Bind og adskillige mindre Arbejder, en hel
Produktion, nedskrevet efter Forfatterens 48de Aar,
i et Tidsrum, da han til det Yderste var svækket af
den Lunge-Svindsot, der ti Aar igennem nedbrød ham
Tomme for Tomme, knækkede ham, som ved den skærpede
Dødsstraf, Led for Led.
Men selve denne Sygdom, der ikke gav Pardon,
understøttede Opfordringerne udefra. Saalænge
Brøchner endnu var rask eller dog ikke troede sig
livsfarligt angrebet, længtes han mangen Gang mod
Døden. Saa virksom han end var, saa havde han ikke
alene ingen Frygt for Døden, men en Art Kærlighed
til den. Han kunde tale om den med Varme. Den betød
for ham Befrielse fra Personligheden, Genforening
med hin Allivets upersonlige Kilde, fra hvilken den
Enkelte er en Udstrømning; og han var fuldt tilfreds
med sin Selvforvandling til et medindgribende Led i
Guddommens Viden af sig selv i dens evige Aandsrige -
som han hemmelighedsfuldt udtrykte det.
Da Døden nærmede sig med hurtige Skridt, fik den vel
ikke derved i og for sig noget afskrækkende Præg for
ham; men han stræbte at leve saa længe som muligt,
dels for at kunne lægge Grundvolden til sine Børns
Opdragelse i den Aand, hvori han ønskede dem opdragne,
dels for gennem Offenliggørelse af sine Haandskrifter
at efterlade Vidnesbyrd om, hvad han havde tænkt
og forsket. Saaledes blev hans sidste Leveaar hans
eneste bogligt frugtbare
Men disse hans store Bøger afspejler kun en Del af
hans Menneskevæsen og ikke den menneskeligste. De
giver en Forestilling om hans Tankeliv og hans Allivet
forgudende Religiøsitet. De røber hans Skarpsindighed
og hans Patos - det er Alt. Og, som
G. Brandes: Samlede Skrifter. II.
28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
