Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - M. Goldschmidt (1819–1887)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
450
M. Goldschmidt
til Kunstprosa, og i sine Afhandlinger næsten
bestandig lader Tankens Nerver og Sener spores, har
Goldschmidts Stil Farve,, milde Safter, endogså a
Blod, skønt ikke meget varmt.
Som god Prosaist er Goldschmidt ædruelig i sit Udtryk,
han undgaar Antiteser og Deklamation (R. Rieisens
Skylla og Cha~ rybdis], han sammenhober aldrig
Effekt. Hans Opsving er hyppige,, men forberedte,
hans Fremstilling stiger jævnt og naturligt til Lyrik
og Sværmeri gennem talrige, men ikke afstikkende
Lignelser. Hans naturlige stilistiske Anlæg bevarede
ham mod Fristelse til Affektation (selv naar hans
Følelse er halvt paataget, er Udtrykket det sjældent)
og foranledigede, naar enkelte Tilfælde undtages,
hvor i hans Ungdom Følsomheden ledede ham paa
Afvej, hans. tidlige Vragen af løse Billeder
og Blomster. Alt kom ham tilgode som Stilist:
hans Mangel paa filosofisk Begavelse og Dannelse
sikrede ham mod Brugen af Kunstudtryk og fremmede
Ord. Derfor skriver han simpelt, uden stærke Farver,
uden blændende Udmaling for Synet, men med Gave til at
fremkalde et Indbegreb af Mellem følelser som Vemod,
Længsel, nydende Livsglæde, med Evne til at udtrykke
et Indbegreb af Mellem stemninger: Skemt,, Spot,
drillende Vid og Ironi, med Behændighed til smidigt
og let at gøre Overgangen fra Alvor til Spøg og fra
Glæde til Smerte. Der er heri noget meget Dansk.
Den, hvem det Store er nægtet, har endnu Evnen til at
blive Mester i det Mindre, at blive fin. Goldschmidts
tidligste fordringsløse Stil (Min Onkels Tømmerplads
o. s. y.) fik efterhaanden bestandig mere Finhed og
blev, efterhaanden som den kunstneriske Evne voksede
til, fra fin til forfinet, fra fordringsløs, til
fordringsfuld Fremstilling af det Selsomme, det
Interessante. - Schiller har skrevet det berømte
Epigram:
Jeden anderen Meister erkennt man an dem, was er
ausspricht; Was er weise verschweigt zeigt mir den
Meister des S tyls.
Kærnen i denne Stil er bestemtere det, som efter
Schillers. Fyndsprog netop er Kærnen i Stilen: Evnen
til at antyde gennem at fortie og til at udtale gennem
at antyde. Idet nu denne Evne allerede i Forfatterens
tidlige Ungdom, da han grundede Corsaren,, mødte
Censurens Tryk, blev den udenfra plejet og næret,
ja underkastet Saadanne Drivhusvilkaar, at det
efterhaanden blev den, som gav hele hans Aand og
alle hans øvrige Evner sit Stempel. Det var den,
som gjorde ham vittig, thi Lune har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
