Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - M. Goldschmidt (1819–1887)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M. Goldschmidt
455
.og Højtidelige i hans Forfædres Religion, snart
anslaar han ny-nordiske, ja Bjørnsonske Strenge, snart
fremstiller han en jysk Bondekarl ligesaa sagligt,
som han vilde henstille en Tyrk, men altid svulmer
hans Stil i den bløde Bølgegang, der udmærker vor
Jordbund, vore Sunde og vort Sprog.
Sin jødiske Æt skylder Goldschmidt sine fleste
Fortrin, sin oprindelige jødiske Religiøsitet skylder
han maaske som første Aarsag sin Svaghed. Som Digter
har han altid bevaret, hvad han som fremskridende
Aand har forladt. Den religiøse Mysticisme, der
i hans Barndom gav hans Sind dets Retning, droges
ligesom i Kraft af et kemisk Slægtskab til den moderne
tysk-romantiske Mystik, i hvilken Goldschmidt, hvor
forstandig og bevidst han end ellers er, i Kraft af et
Parti han tog, én Gang for alle slog sig til Ro. Denne
Mysticisme er Aarsag i, at det Ualmindelige, det
Poetiske, det Store aldrig er kommet til for ham at
antage Fornuftens faste Former efter Goethes Mønster,
eller Karakterens faste Former efter Shakespeares,
men bestandigt .er bleven staaende i det Uklare, som
det uforklarligt og ofte meningsløst Betydningsfulde,
eller for at bruge hans eget Stikord, der falder
sammen med unge Studenters og halvgamle Damers,
som «det Ideale*, en ligesaa ubestemt Betegnelse,
som det bekendte Komparativ «det Højere» er.
For ham er Sandheden ikke det fornuftigt Klare. Han
naaer aldrig op til Aandens lyse Egne, men bliver
stikkende i Barnlighed og Tro paa det Ubekendte,
i Længsel og Higen og ^sugende Savn«, i udviklet
Sans for det Store. Med al sin Kløgt kan han i sin
Digtning ikke slippe den Naivetet som hans Udvikling
forlængst har berøvet ham selv; thi han besidder
ikke det Poetiske i anden Form. Deraf kommer det,
at hans Barnefigurer næsten i alle hans Fortællinger
er ypperlige, men deraf kommer det ogsaa, at, da han
selv er saa stærkt bevidst, faar det Troskyldige, det
Uvilkaarlige meget ofte Udseende af at være valgt og
villet, og den poetiske Tro Præg af noget i sig selv
Uholdbart, til hvilket den nervøst anstrengte Natur
har klamret sig uden Sundhed og uden Fornuft. Heraf
det Usande hos Goldschmidt.
Naar i En Jøde Jakob vanæres i Spidsen for sin
Eskadron, fordi Beduinernes hvide Burnusser fremkalder
en saa overvældende Barndomserindring om Jødernes
Udseende i Synagogen den store Forsoningsdag, at
den umuliggør ham Angrebet paa dem, da er Styrken og
Virkningen af dette Barndomsindtryk her overdrevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
