Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - M. Goldschmidt (1819–1887)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M. Goldschmidt
46&
undre ham. Saa kom hans Lære om det Betydningsfulde
til. Det maatte betyde noget, at Ploug saaledes stedse
tog til, medens han selv ingen Fremgang havde. Han
begyndte at se ham i et nyt Lys. Og efterhaanden kom
han, der havde angrebet Plougs Karakter i Sprogets
stærkeste Udtryk, til det Hjærnespind, at han altid
havde elsket ham.
Han var nemlig ikke blot en stor Forstand, men et
stort Stemningsmenneske. Hvad han skrev, blev saa
godt, fordi han havde den fineste Modtagelighed for
Stemning, Forraad af Stemning, Overflod derpaa. Med
Sansen for det Samtidige, det Moderne, som man rundt
omkring ham ikke formaaede at afvinde Poesi, forenede
han Ævnen til at gengive det i Stemningsskær. Det
var denne Rugen over Stemninger, Leven i Stemninger,
som gjorde ham til Poet. Den skarpe Iagttager og den
forstandige Opfatter blev Digter, fordi han gav det
Sete en stemningsfuld Fortolkning.
Det er vel bekendt, at Goldschmidt begyndte som
en Krigs-pen og en Skandalpen. I Corsaren, som
han udgav 1840-46T fra sit 21de til sit 27de Aar,
røbede han først kun sit Vid, sin Lyst til at gøre
Opsigt og gøre sig frygtet, og sin Evne til Angriben
af den faldefærdige Enevælde, der brugte de Midler,
dens Magtfuldkommenhed bød den. Her udtaler sig en
ung Forfatter uden mange Kundskaber og uden dybere
Dannelse, lidet kræsen i Valget af sine Vaaben, men
almindeligt radikal og dygtig spotsk. Han drillede
det gamle Embedsherredømme, saa det tabte Fatningen,
og maatte til Gengæld bære alle Velsindedes grænseløse
Ringeagt. Sammenstødet med Kierkegaard der kom til
at betyde saa meget for denne, havde for Goldschmidt
selv sikkert ingenlunde den Betydning, som han, da han
længe efter saa tilbage paa sit Liv og da Kierkegaards
Anseelse stod paa Højdepunktet, digtede ind og selv
tilsidst maaske troede paa.. Der var paa dette Punkt
ikke ringe Uoverensstemmelse mellem mundtlige Ytringer
af ham og de trykte, officielle Udtalelser.
Han hævdede i Samtaler bestandig, at
den Kierkegaardske Religiøsitet var en ren
Fantasibevægelse. Jeg har, sagde han, meget rigtigt
stemplet den i Corsaren med de Ord, som jeg der lægger
Kierkegaard i Munden: «Jeg føler Trangen til at gøre
vel. Jeg vil tænke mig, at jeg har givet en fattig
Kone 8 Skilling.» Han fremhævede stærkt Indbildningen,
det Blodløse hos Kierkegaard. Hele hans Væsen, sagde
han, er i den Omstændighed, at han havde ingen Lægge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
