Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Chr. Richardt (1831–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Richardt
47$
Han spaaede ikke Meget, men han var ikke Lidt. Der
var intet Gærende eller Kaotisk i hans Poesi, heller
intet bredt Muldjords-Grundlag og ingen strømmende
Lyrik: han leddelte tidligt meget stærkt. Men har
derfor hans Digte ikke saa megen blomstrende Fylde,
saa er til Gengæld ogsaa alt Fyld, al Udfyldning
skaaret bort, og hvad der er tilbage, den tætte og
næsten sammenpressede Støbning, det er Sagens Kerne
og Marv, udtrykt med Fynd; de bedste af disse Digte
kunde man kalde Kvintessens-Digte. En saadan Poesi er
naturligvis Rimleg saa modsat som muligt; men engang
imellem kan den ogsaa gaa til den modsatte Yderlighed,
saa den forekommer lidt spændt og anstrengt, som om
Udtrykket var fremgaaet af en Beslutning eller et
Valg, og gør et Indtryk som det, man modtager af et
Digt, naar det oplæses med altfor tydelig Betoning af
hver Stavelse, hvilken Fornemmelse Richardt undertiden
forøger ved en vel hyppig Brug af Bogstavrimet. Ikke
altid er der et saadant Flud, en saadan Strømmen
i Verset, som Tilfældet er i Sancta Rosalia. Paa
tilsvarende Maade, som Hertz i sine ved Formernes
Ynde uovertræffelige lyriske Digte undertiden kan
blive lidt afmaalt, kan Richardt nu og da synes noget
tilbøjelig til at overveje sine Ord; thi han maaler
dem ikke, han vejer dem.
Gennem sin Ly d efterligning og sin kække Rytmik er
Richardts Digtning ligesom paa fædrene Side i Slægt
med Musiken, medens den derimod staar i fuldkommen
Modsætning til den Slags Poesi, der vuggende og
glidende fortoner i Musik, saaledes som Adskilligt
hos Ingemann; thi Særkendet for denne Afart er, at
Klangfarven mangler, men til den Richardtske Poesis
mest uomtvistelige Besiddelser hører netop den. Naar
Titelbladet til en moderne lille Digtsamling ellers
er smykket med en Harpe, en Lyra eller syngende
Fugle, da er dette ofte Bogens første Løgn; men
foran Richardts Digte er Sangfuglen paa sin Plads;
thi han er ikke Skribent, men Sanger, ikke Fortæller,
men Skjald. Derfor har han ogsaa en ganske egen Evne
til at skrive Digte for Musik. Hans Forkærlighed for
det Sangagtige er endda undertiden næsten for stor;
saaledes forekommer Versemaalet i Ved.det døde Hav
mig at være for syngende i Forhold til Indholdet,
men ligefuldt er Richardts Tekster og Kantater hans
mest ejendommelige Frembringelser.
Teksterne har ikke det kunstløse Fald, der i saa høj
Grad overlader Bestemmelsen af den rytmiske Bevægelse
til Kompo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
