Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
J. P. Jacobsen
hvide Kyster, som Sommerfugle spættede med Rødt
og Blaat». Jacobsen behøver ingen fremmed Feverden
for at udmale den feagtige Skønhed af denne Pragt:
«Udenfor lians Vinduer stod de store Kirsebærtræer
blomsterhvide. Buketter af Sne, Kranse af Sne,
Kupler, Buer, Guirlander, en Fe-Arkitektur af hvide
Blomster med en Baggrund af den blaaeste Himmel.»
Og anskues denne Herlighed med en ung Døendes Blik,
saa forvandles den til en Himmerigs-Borgsal, som den
ikke forekommer skønnere i Dantes ædelstensmykkede
Paradis:
Derude, udenfor Vinduet, rødmede de som Roser,
de hvide Blomster, i Skæret fra den synkende Sol -
Bue paa Bue bygged Floret sig blomsterlet til en
Rosenborg, et Kor af Roser, og gennem de luftige
Hvalv Maaned den aftenblaa Himmel dæmrende ind,
mens gyldne Lys, og Lys af Guld med Brand af Purpur,
skød sig i Gloriestraaler fra alle Blomstertemplets
svævende Linjeguirlander.
Stilen i disse Landskabs- og Blomstermalerier kommer
det metriske Foredrag nærmere end den gode Prosa
gerne gør, og er, som man ser, rent lyrisk; derfor
møder vi den i Jacobsens faa Digte. I hele sin sære
og vilde Oprindelighed forekommer den i det andet
Arabesk-Digt, som Jacobsen i 1874 offenliggjorde under
Titlen Arabesk til en Haandtegning af Michelangelo,
nemlig til den uforglemmelige Tegning af en streng
og dybtsørgmodig Kvindeprofil med sænkede Blikke i
Uffizierne. Der er her en Skildring af en sydlandsk
Have ved Nattetid med Magnoliens lyse og stirrende
Blomsterøjne, Tuberosers og Jasminers tungt-aandende
Duft og gyldne Drueklaser, der fra angstfuldt-vredne
Vinranker tungt falder ned i Havens Græs, som kunde
minde om Bocklins maleriske Styrke i Udførelsen af
et saadant sydlandsk Nattelandskab. Og der er her en
Skildring af Natten, den glødende Nat, i hvis bløde
Haand Viljer er Voks, for hvis Aandepust Troskab er
et Siv, og som Intet ser, men suger Blodet i Aarerne
til Stormflod, ligesom Maanen suger Havets Vand -
i hvilken den vældige blinde Mænade afgiver et sandt
Modstykke til Thorvaldsens fredmilde Nat. Digtet,
som ellers lidet minder om Michelangelo’s Tegning,
slutter med denne i sin sublime Alvor Genstanden
værdige Skildring og Fortolkning:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
