Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
J. P. Jacobsen
tager Besøg af to lutherske Præster. Den unge
Feltherre e] endog i Døden højst vantro og bortjager
den første Præst mec Haan, hvor ærligt og oprigtigt
denne end taler ham til, mer skønt han med sin Kaarde
støder efter den anden, lykkes de ham ikke i sin
sidste Time at bevare sin Fasthed overfor ham. og
Scenen ender med, at han brækker Kaarden, holder
dens Stumper op imod Himlen og raaber: Pardon,
Jesus, Pardon; Ikke en eneste Sidebemærkning,
ikke et Blink med Øjnene ud ti! Læseren forraader,
hvem Forfatteren giver Ret, Hr. Jens ellei Ulrik
Christian. Han fortæller kun med overbevisende Sandhed
og med overlegent Lune om hvorledes det gik til.
Der er i denne anskuelige og tilbageholdne
Fortællemaade noget, der røber Paavirkning af
enkelte Mestere i den moderne franske Literatur. I
Slægt med fransk Stil er Tilbøjeligheden ti] at
give Interiør’er, den nøjagtige Sjæle-Ransagelse,
endelig Skildringernes varme sanselige Pragt, deres
hele Svælgen i Lys og Farve. Og der er paa den anden
Side i de lyriske Partier en vis kraftig Vellyd og
Sødme som den kun findes hos Keats. I dansk Literatur
har Jacobsen underligt nok netop sin egen Navne,
Trolddoms Forfatter til Forgænger, der, om end
med langt ringere Færdighed og med en vis Tørhed,
i en sjælden Grad formaaede at eftergøre en svunden
Tidsalders Talevis og Stil.
Det var nødvendigt at dvæle noget ved Ydersiden og
Formsiden af Jacobsens Bog, fordi det store Publikum
ikke altid har Øjet aabent for de Vanskeligheder,
der i formel Henseende er at overvinde; men alt
dette er dog ogsaa for denne Digter kun Midler,
ved Hjælp af hvilke han meddeler os sin Kundskab om
Menneskehjertet. Selv naar han skildrer et Haglvejr
under et Ridt, er det ikke for Haglvejrets Skyld, men
for at forklare Stemningernes Vekslen i Heltindens
Sind. Denne Bogs store Fortrin, hvad Sjælekyndighed
angaar, ligger paa det Punkt, at Personerne helt
igennem ikke blot handler i Overensstemmelse med
Menneskenaturens almindelige Love, men som Børn af det
Aarhundrede, der har fostret dem. Det er ikke moderne
Følelser, som her udtaler sig i et gammeldags Sprog;
det er ikke en Udstilling af en rent formel Lærdom
og rent formel Kunst, som af Forfatteren gives i
de mange Henvisninger til Arten af den Læsning,
som har ^dannet hine Følelsers Udtryk, langtfra:
Disse løjerlige franske, italienske og tyske Vers,
som Jacobsen med en saa mærkværdig Smidighed selv
har forfattet, og i hvilke de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
