Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
J. P. Jacobsen
Møde. Det Pust af en større Aand, der gaar igennem
Byen, naaer ogsaa hende og, som naturligt er,
overfører hun sin hele fædrelandskærlige Henrykkelse
paa en enkelt Mand, ham, hvem Byen allerede har
udpeget som Helt. Han er hende det levende Vidnesbyrd
om at der gives Helte, det vil sige noget Virkeligt at
elske og beundre. Ved hans i hendes Øjne forsmædelige
Død styrter hendes Tro paa det Store sammen. Hun tyr
en Stund ind i et religiøst Fantasiliv, indtil hun
rives ud af sine Drømme om det himmelske Jerusalem af
Skrædderpigen, der bringer den nu voksne Jomfrus Pynt
og Selskabsstads. Til denne Pynt hører en Brudgom,
og hun faar i Ulrik Frederik en, som pranger i al
Datidens Glans og som bestikker hende ved en Rest af
Ungdom og Erotik. Aandeligt og legemligt mishandlet
af ham, men endnu med ubrudt Stolthed, træffer hun
Sti Høg, der er tænkt som en Datidens Rudin, og fra
hans Læber hører hun de første veltalende Ord om
sit eget Livs dybeste Instinkter og Forhaab-ninger;
i ham træffer hun for første Gang en overlegen Aand,
der ser ned paa alt det, som synes Menneskenes Flertal
af Værd, en, der som hun kun attraaer det Umulige.
Men han, som er saa godt et Hoved, er ligesaa lidt
som Ulrik Frederik en Mand, og det er en Mand, der
foresvæver hende som Genstand for hendes Søgen. Halvt
livstræt, halvt forfængelig modtager hun en ung
sværmerisk Tyskers Hyldest. I sløvet Længsel efter
Fred og gode Dage indlader hun sig i Ægteskab med
den platte Herremand Palle Dyre, og i delte Ægteskab
synker hun ved Hverdagslivets pinefulde og aandløse
Rivninger og Kævlerier efterhaanden ned i en saa
begivenheds-fattig og utilfredsstillet Tilværelse,
at hun hin. Aften, da Tjele brænder, ved Synet af
den unge Kusks kæmpestærke og smidige Skikkelse i
bengalsk Belysning af Gaardens Flammer, samler alle
sin Naturs tilbagetrængte eller halvt glemte Ønsker
om Kærlighed og Lykke omkring denne ene Skabning, og
saa slutter sig til den for hele Resten af sit Liv.
Desværre er der ingen anden rigtig Enhed og Sammenhæng
i Bogen end den som de optrædende Personers Forhold
til Heltinden afgiver. Heltindens Levned er den
Snor, paa hvilken de løse Billeder er trukne. Uden at
fordre gammel Vedtægt iagttaget i episk Komposition -
og den Fordring, at en fremtrædende Person, engang
optraadt, skal vende tilbage og benyttes, er sikkert
blot Vedtægt - maa man af enhver Fortælling have Lov
til at for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
