Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. P. Jacobsen
43
ringeste forstaar man dog i Grunden deraf; ikke
det mindste man kan bruge det til! Det er rent
fremmed. Man vilde behøve Maaneder til at trænge
deri.» Her i Montreux oplod for første Gang den
sydlandske Natur og Bjergnatur sig for ham: «Jeg
begynder at faa en Anelse om, hvad et Bjerg er og
haaber i Løbet af det næste Fjerdingaar at lære at
sige det.»
Af al Magt - men det vilde desværre ikke sige meget
- blev der nu arbejdet paa Niels Lyhne; Jacobsen
mente at faa den færdig til Maj. Naar man meddelte
ham gunstige Domme, der fra forskellige, sagkyndige
Folk indløb over Marie Grubbe, blev han vel glad,
men svarte i Følelsen af sin stigende digteriske Evne
gerne med en humoristisk Anvisning paa Fremtiden:
«De skal F. g. m. faa ganske andre Ting at se.»
Ligesom han imidlertid havde maattet tvinge sig til
at skrive Marie Grubbe færdig, fordi Niels Lyhne i
Mellemtiden havde trængt sig frem, saaledes gik det
ogsaa nu med denne Roman. Han ventede sig i Grunden
mere af sin tredie Bog, der skulde være mere afdæmpet,
stærkere i Farve og broget Liv, og som skulde foregaa
i Struensees Tid.
Sommeren tilbragtes i Thisted. Vinteren saa’
Jacobsen paany i Rom. Romanen var jo ikke bleven
færdig, ikke engang skredet synderlig fremad. Saa
gik Sygdommen frem med anderledes sikre Skridt,
ustanselig som Ulykken, ubønhørlig som Skæbnen. Hans
dybe Modtagelighed for Natur og Kunst, for Stemninger
og Indtryk begyndte at tage af.
1879. Dette Aar, af hvilket den første Halvdel blev
tilbragt i Rom, den anden i Thisted, var vistnok det
hidtil tungeste i Jacobsens Liv; Romanen var gaaet
istaa, alt Arbejde syntes umuligt; knap et Brev kunde
han bringe i Stand. Han var grænseløst misfornøjet
med sig selv, med sin tvungne Uvirksomhed. Den
Afmagtsfølelse, der var den skrækkelige, evindelige
Hostes nødvendige Følge, skældte han med denne
Heltevilje, der i Grunden følte sig i Stand til
at overvinde al Sygdommens Slaphed, for Ladhed og
utilgivelig U oplagthed.
Men saa kom der ogsaa andre Tider, hvor han saa at
sige gav sig hen i Matheden, hvor Afmagtsfølelsen var
mere vemodig end pinlig, og hvor Drømmerierne gav en
Art svag Erstatning for den manglende Handlekraft.
Paa denne Tid var det, netop som Jacobsen syntes at
skulle forstumme for bestandig, at der i Kraft af
en Art Grøde, der laa i Luften, begyndte at komme et
rigere Liv i den danske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
