Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Holger Drachmann (f. 1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84 Holger
Drachmann
Hertil kommer, at Bogens egenlige Helt, som straks
ved dens Begyndelse fylder sine sytten Aar, i
Virkeligheden ikke er mere end fjorten Aar gammel og
næsten bestandig handler og tænker som en fjortenaarig
Dreng. Dette Fejlgreb, der vilde kunne rettes ved
et rent ydre Forandring af Tallet, ifald det stadigt
forekom, bliver uforbederligt derved, at denne samme
Dreng, der leger Røver, gyser for Spøgelser og Hekse,
slaas paa Gaden som en Skoledreng og glæder sig over
sit Uhr som en Konfirmand, samtidig føler og lider
og er forelsket som en Yngling paa sytten-atten Aar.
Og endelig, selv om man stræber at glemme begge hine
Fejl, selv om man klamrer sig til Modsætningerne
mellem de to Hovedpersoner, saa de ikke flyder
sammen for Fantasien, og selv om man fastholder
det Syttenaarige i Erik Dahls Eksistens paa det
Fjortenaariges Bekostning - er det ligefuldt umuligt
at faa et bestemt Indtryk af Bogen, fordi Fortælleren,
Helten, glider ud af den uden Farvel, og i Slutningen
kun optræder som Beretter af Vennens Skæbner. Og dog
var Bogen anlagt som en Jeg-Roman O: en selvbiografisk
Fortælling, og i en saadan er selvfølgelig Fortælleren
den, om hvem vi faar uden Sammenligning mest at vide
og som derfor samler al væsenlig Interesse om sig. I
Bogens sidste Halvdel forvandler her Jeg-Romanen sig
til en Han-Roman; dens kunstneriske Enhed sprænges.
Det er saa meget beklageligere som Jeg-Romanen,
hvilken Drachmann efter dette første ungdommelige
Forsøg ikke mere har indladt sig med, bød hans
overstrømmende Selv store Fordele. En Forfatter, der
har Trang til at lade sine personlige Anskuelser og
Meninger flyde ind med, overalt hvor han fortæller,
og som derfor er udsat for, overalt hvor han fremfører
en Anden som Hovedperson, at forstyrre og blande
Indtrykket ved Indskyden af sit Jeg mellem Helt og
Læser, vinder en i høj Grad gunstig Stilling, naar han
vælger den Form at fortælle i eget Navn. Saasnart han
i En Overkomplet optræder som Selvskildrer, kan han,
uden at rive Læseren ud af den Illusion at denne
som Tilskuer virkelig har med den handlende Person
at gøre, give sit Hjerte Luft i lange Monologer,
tale den personlige Følelses Sprog og indflette
talrige Overvejelser, der vilde virke stødende,
dersom de var lagte i Munden paa Helten i en
Han-Roman. I Jeg-Heltens Mund er slige Betragtninger
fuldt berettigede, thi han, hvem alt dette engang i
Fortiden er hændt og der som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
