Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Wilhelm Dinesen (1845–1895)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
W. Dinesen
bliver én for det Stedlige, én for det i streng
Forstand Almindelige, dels indskrænke den ved at lade
Valgkandidaterne forud forpligte sig angaaende visse
Spørgsmaal (det i hine Dage saa ofte nævnte mandat
impératif), endelig tænker han sig den personlige
Frihed i mange Maader udvidet, saa Lovgivningsmagtens
Myndighed paa disse Omraader (f. Eks. i Alt, som
angaar Religionen) ganske faldt bort. Til dette
sidste; Punkt, at Indbyggernes Religiøsitet eller
Ikke-Religiøsilet er Staten uvedkommende, vender han
ofte tilbage.
Man ser, at den unge Forfatter er i høj Grad
paa sin Post overfor Myndighedernes Tryk, deres
Uretfærdigheder og Dumheder, derimod ret sorgløs
overfor Middelmaadighed s-Styrets Farer. Men fra først
til sidst er det dog de marvløse Moderate, de ved
krigerske Sammenstød udeblivende, men efter Sejren
des blodtørstigere Ordensvenner og Ordensveninder,
som han vil til Livs. De er efter hans Opfattelse i
sidste Instans Skyld i alle Uordener og Omvæltninger.
Han vender sig med dyb Afsky fra det umenneskelige
Myr-deri af de Overvundne, hvori Versailles-Hæren
gjorde sig skyldig. Men iøvrigt er han
klarttænkende nok til ikke at røres af saa-danne
ulogiske og intetsigende Humanitetsbestræbelser som
Genfer-Overenskomstens Forsøg paa at hindre Brugen af
Spræng Kugler under en vis Vægt. Han finder det med
Rette overhovedet inhumant at skyde med andet end løst
Krudt paa hverandre, og han vover her at gøre den saa
ofte hykkelsk forkastede og i Smug anerkendte Sætning:
«Formaalet helliger Midlet* til sin. Han skriver:
«Hvad der er til eget Gavn og Fjendens Skade, det er
lovligt KrigsmiddeL*
Dog skønt han kalder Krigen som saadan inhuman,
hører han til dem, hvem Krudtrøgen beruser og
Bajonetglansen henriver. Han elsker i Grunden Krigen
for dens egen Skyld med en Soldats og en Kunstners
Kærlighed. Han finder (endnu i J ag tb revene), at
Intet forskønner et Landskab som kæmpende Soldater;
han sammenligner med en vis Begejstring Brillantens
Spil om den unge Kvindes Hals og Bajonettens Blink
paa Valpladsen; det er det unge Blod, siger han med
et aandrigt Ordspil, der daarer baade Diamanten og
Bajonetten. Der er noget, som minder om Opfattelsen
af Krig hos unge Junkere paa Ludvig den Fjortendes
Tid, i dette Sværmeri for den larmende og blinkende
Umenneskelighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
