- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Tredie Bind /
210

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Wilhelm Dinesen (1845–1895)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

210
W. Dinesen

syn. Den beror ikke paa Lidenskaben for det Dyrplageri
og Slagteri, som kaldes Jagt og Fiskesport. Man
begriber, at det i visse Former har sin Tillokkelse,
men man begriber neppe, at en behjertet Mand
vil nedværdige sig til Jægerfif som det at kalde
den brunstige Raabuk til sig ved saa skuffende
som muligt at efterligne Raaens Stemme, eller til
Fiskerfærdigheder som den at lade Laksen eller Ørreden
sprælle sig trætte med Fluen i Gabet for at ikke det
tynde Hestehaar, hvori Fisken hænger, skal springe.

Det er med Jagten som med Teologien; der er noget
Middelalderligt ved disse Sysselsættelsers Kærne;
Udbyttet bestaar i de forberedende Studier og
Bibeskæftigelser, hvortil de giver Anledning. For
Teologiens Vedkommende, naar den drives med Aand, er
Udbyttet sproglig og historisk Kundskab, for Jagtens
Vedkommende, naar den øves med Kald og Talent, bestaar
det i Legemets Hærdelse og den forfriskende, berigende
Fortrolighed med Dyreverdenens Liv og Vaner.

Siden Steen Blichers Tid har ingen Forfatter i dansk
Skønliteratur kendt den danske Fauna som Boganis. Han
kender først og fremmest Hunden ud og ind, dens
hele Liv i Ønsker og Følelser, Attraa og Kedsomhed,
saa de forskelligste Dyre-, Fugle-og Fiskearter:
Ræve og Grævlinger, Raadyr og Daadyr, Agerhøns og
Urfugle, Høge og Duer, Snepper og Knortegæs, Svaler
og Storke. Han har jaget Vagtler i Afrika og Bjørne
i Amerika. Han kender Vildtets Tider og Tanker, dets
Stemninger i Brynde og Slaphed, dets ægteskabelige
og uægteskabelige Tilbøjeligheder. Han har iagttaget
Dyrenes Jagt paa hinanden, deres Krigspuds for at
overliste eller undgaa hverandre. Han sympatiserer
med den gamle Raabuks og den kloge Geddes Mistro
overfor Mennesket. Han kender Dyrenes indbyrdes Kampe
i Luften, paa Jorden og under Jorden: Høg mod Due,
Glente mod Raa, Hund mod Grævling. Han véd, hvordan
den forfølgende Mynde er til Mode, han føler med den
jagede Hares Dødsangst og følger med Øje og Sjæl
de bortdragende Trækfugleflokkes forskelligartede
Flugt. Han er kun ubevidst grusom. Han vil nok
Jagt, men ingen Masseskydning, nok Jagt, men ingen
Udryddelse. Han er betænkt paa i Jagtens Interesse at
beskytte én Fugl mod en anden, Graaænderne f. Eks. mod
Ravnen. Og han nærer megen Ringeagt for hvad der er
usportsmæssig Jagt.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:11:16 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/3/0214.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free