Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Viggo Holm (1855–1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Viggo Holm
221
forbrudt sig. Alle er de i den samme Fordømmelse,
Slaven, der bærer de tunge Jern og fortæres af Arbejde
i den bidende Vinterkulde, uden ringeste Udsigt eller
Haab, og Soldaten, hvem man har drukket fuld og i den
Tilstand hvervet til den militære Trællegerning for
fulde 25 Aar af hans Liv. Soldaten og Slaven slaar
sig i deres Fortvivlelse sammen for at undfly. Men
Signalkanonen dundrer snart, og Gefrejteren med hans
Soldater iler efter dem paa Isen og indhenter dem, som
er sinkede ved den enes Fald og Saar. En skrækkelig
Død er nu de Fangne vis, da pludselig den Skæbne,
der truer dem, rammer ogsaa deres Fangevogtere, idet
det Isstykke, hvorpaa de alle staar, løsner sig og
driver ud i Havet, saa Soldater og Fanger ikke har
andet tilbage end at istemme en Salme, Dødssangen,
og tilsammen forsvinder i Nattens Mørke for aldrig
mere at ses.
Et Modstykke hertil er den lille komiske Anekdote
Udi Amorns Hecte, i hvilken højst naivt og pudsig
grimt en ung Kvindes Elskov vaagner til en Mand,
hun har afvist, medens hun «lysker» hans Hoved –
en sand Historie, berettet i Rosen-bergs Nordboernes
Aandsliv og kun udført her.
Men Samlingens Perle er Adepten, Fortællingen om
en fremmed Guldmagers Skæbne paa dansk Grund. Denne
Historie er i sin hele Udførelse den mindst historiske
af dem alle. Guldmagerens Følelsesliv, hans simple og
ophøjede Handlemaade, er i de Former, den iklæder sig,
umulig paa Christian den Fjerdes Tid. Men ligefuldt er
denne lille Række Samtaler poetisk det ypperste Stykke
i Samlingen. Der er saa meget uudtalt i den. Man
skimter igennem den og det alene her Forfatterens
aandelige Personlighed, hans Vemod, hans Forsagen,
den Følemaade, der for ham staar som den ideale,
og man faar ham kærere her, hvor han glemmer sin
strenge historiske Nøjagtighed, end ved Læsningen af
noget af de Stykker, hvor han ikke som her er sand
paa Korrekthedens Bekostning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
