Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
251
foruden Lykken, Noget som er stærkere og højere end
Lykken og som derfor løfter ham over Aladdin. Dette
Noget kan vi foreløbig betegne som Retten. Retten
hører ikke hjemme i Aladdins Sfære; naar Aladdin
har Ret, da er det kun, fordi han ikke kan have
Uret; et saa reflekteret, det vil sige: et saa
lidet blot naturligt, et saadant Civilisations- og
Virkeligheds-Begreb som Retten, kan kun ved Misgreb
af Digteren komme i Forhold til ham. Retten er det
Godes udvortes Aabenbaring i et Samfund; vel ikke
det Gode selv, men dets Udvortes. Den moralske Tanke
er imidlertid en altfor fast og haard til at den
kan rummes i et Digt som Aladdin; den sønderriver
Digtet hvor den kastes ind, som en Sten sønderriver
et fint og flagrende Net af Traade. Heiberg har
sagt det: «Den moralske Idé er for svær for det
æventyrlige, fantastiske Stof, der endnu ikke
. . . kender Forskel paa Godt og Ondt». Men i
Kongs-Æmnerne staar vi paa historisk Grund og
har Virkelighedens Jord under Fødderne. Sansen
for det Historiske har i vore Dage afløst den
nærmeste Fortids Hang til det Symbolsk-Ideale;
Forkærligheden for det Sædeligt-Strenge (undertiden
ogsaa for det Ensidigt-Gudelige) har taget
Arv efter Skønhedsdyrkelsen; Deltagelsen har
vendt sig fra Tanke-billedet til Handlingens
og Bedriftens Liv. Lykke - det er den blot
naturlige Livsbetragtning, Ret - det er i ét Ord den
moralske. Derfor er det en saa svimlende dyb Ytring i
Stykket, den, i hvilken af dets onde Person Forsøget
gøres paa at lægge den hele moralske Betragtning ind
under den blot naturlige ved et enkelt Ord.
«Hakon har Retten, Bisp,» siger Skule. «Han har
Retten, fordi han er den Lykkelige,» svarer Bispen,
&den største Lykke er den at have Retten. Men
med hvad Ret fik Hakon Retten og ikke J?> Hvilket
Udbrud! hvilke Dybder maa ikke findes i en Digtersjæl,
der kan undfange Sligt! Med en Vending, med et Blink,
saa hurtigt, at neppe Øjet kan følge, er her Moralen
kastet for Naturens Fødder, det Etiske opløst i
det Metafysiske. «Med hvad Ret fik han Retten?»
Dette Spørgsmaal er et Attentat paa at komme bagved
det Sædelige, at anfalde det i Ryggen, dræbe det
bagfra. Men det lader sig ikke saaledes gøre. Det
Sædelige fordobler sig, thi Spørgsmaalet, der vil
omgaa Retten, spørger med Ordet «Ret». Paa denne ene
Replik som paa et Højdemaal kan man maale Fremskridtet
fra Oehlenschlagers Tidsalder til Ibsens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
