Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
261
maa være en Fejl, men hvori den egenlig stikker,
formaar jeg ikke at klare hverken mig selv eller
Andre.» Derfor lyder ogsaa Digtets sidste Ord uden
overbevisende Fynd; thi Brand har slaaet enhver
Indvending af Marken, og har fortræffeligt gendrevet
og-s?a den Beskyldning, han i sit Dødsøjeblik hører,
Beskyldningen for ikke at have forstaaet, at Gud
er Kærlighed. Men af denne Grund forvandler ogsaa
et Angreb paa Brand sig altfor let til et Angreb
paa Digteren, der ikke har ladet Hovedpersonen møde
enten en Helt, der var sandere. eller en Ironi, der
var stærkere end han selv. Brand stiller de yderste
Fordringer til Andre, medens han selv er midt i
sin Udvikling. Han opstiller den yderste Forsagelse
som Pligt paa samme Tid, som han selv tager sig en
Hustru. Han mangler ikke blot den Klogskab, men ogsaa
den Visdom, uden hvilken man ikke fuldt kan tjene
det Gode - Alt dette lader Digteren gaa hen, fordi
han selv har ladet sig imponere af sin Helt. Ja end
ikke hvor Brand næsten bliver komisk som den stærke
norske Mand, der hverken kan græde eller fryse, end
ikke der faar Ironien Lov til at se sit Snit og gøre
Misforstaaelser! klar.
Meningen er ikke, at Dommen skulde eller burde
følge Handlingen i Hælene hele Stykket igennem;
men berøvet alle Motiver klinger den dog som en
uberettiget Afgørelse. Den Sætning, den ifører sig,
at Gud er Kærlighed, har allerede Slapheden brugt,
og saa dybsindigt et Træk, som det er, at Fristelsen
og Naaden kan føre selvsamme Tale, saa lidet er der
gjort for at gøre Forskellen imellem dem klar. Som
poetisk Idé mangler Grundtanken da Retfærdiggørelse:
Digteren har overladt det til Læseren selv at komme
paa det rene med Heltens Ensidighed ^ og som poetisk
Ideal mangler Helten Berettigelse: hvor Digteren har
villet fremkalde Indtrykket af hans Ret, der oprøres
fordetmeste Læseren.
I Æstetikens Sprog kaldes denne Mangel Mangel paa MotU
vering. Det Ubegrundede ved en Handling, Mangelen paa
Plan> paa Hensigt og Formaal, kan naturligvis godt
selv være begrundet ved den Handlendes Sindstilstand,
og saaledes er det tildels, hvor Brand i sidste Akt
vandrer ud i Landet med hele Folkeskaren efter sig;
men langt hyppigere er denne Mangel i Digtet kun
en Ufuldkommenhed. Det gælder om det Vigtige, som
om det mindre. Betydelige, det brister næsten helt
igennem paa tilstrækkeligt forklarende Bevæggrund. Man
overraskes, naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
