Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270 Henrik
Ibsen
klog; han gik dog udenom Spøgeriet et Stykke i den
Tanke, at han maatte kunne omgaa det. Men forgæves,
lian kom ind paa Noget igen, der, da han følte paa
det, atter var stort og koldt og slibrigt. Samme
Spørgsmaal, samme Svar. Atter Forsøg paa at bøje
udenom, og atter, da det mislykkes, Svaret: «Aa,
det er den store Bøjgen.» Peer skyder og fordriver
med sit Skud Spøgeriet, dog uden at gøre det Skade. -
Den samme Peer udstaar nu overhovedet mange Dyster
med Trolde og Utysker, han fordriver de Trolde, som
bor sammen med de ovennævnte Sæterpiger, han rydder en
Gaard paa Dovre for Troldtøj, og forresten hedder det
om ham: «Den Peer Gynt var En for sig selv, en rigtig
Æventyrmager og Løgnesmed. Han fortalte altid, at han
selv havde været med i de Historier, som Folk sagde
var hændt i gamle Dage.» Af disse og endnu adskillige
andre Smaatræk har det Ibsenske Drama udfoldet sig,
og man kan tit ikke andet end beundre, hvilken dyb og
dog nærliggende Betydning og Sammenhæng Digteren har
vidst at give det i Folkesagnet selv lidet Betydende
og tilfældig Forenede.
Formaalet i Peer Gynt er atter det, at fremstille
Mennesket fra dets moralske Bagside. Paa Helten som
Syndebuk bliver al menneskelig Usselhed læsset, kun at
den almenmenneskelige Svaghed og Slethed her nærmest
er repræsenteret af en enkelt Last, den at ville digte
sig bort fra Livet eller digte Livet fra sig, den
Fordærvelse, ved Hjælp af Fantasteri saalænge at gaa
udenom det Alvorlige og Afgørende, til Personligheden
forhærdes og for-benes i Egoisme. Hvad der i Schaeks
Fantasterne er skildret som Sygdom, det er her fordømt
som Synd. Det er den siden Goethe saa meget omtalte og
omskrevne Tilbøjelighed til at fjerne Livsindtrykkene
fra sig igennem Indbildningskraften, af S. Kierkegaard
benævnet: «det naturlige og lystne Menneskes Parade
imod det Etiske,» som Ibsen denne Gang vil ramme paa
Hovedet. Peer Gynt selv er den fejge Egenkærlighed i
Selvbedragets og Løgnens Form. Som Adam Horn o synker
han bestandigt dybere og faar tilsidst kun (meget
doktrinært) sin Frelse igennem en Kvinde, i hvis
Kærlighed, Tro og Haab han trods al sin Elendighed
bestandig har været tilstede efter sit ideale \7æsen.
Hvor mange store og skønne Kræfter er ikke bortødslede
paa dette utaknemmelige Æmne! Naar man undtager
Stykkets fjerde Akt, der staar udenfor Sammenhængen
med det Tidligere og Senere, uvittig i sin Satire,
raa i sin Ironi og vanskeligt for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
