Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
275
mod kom en Følelse af dyb Utilfredshed med Norges
politiske Holdning under den dansk-tyske Krig. Da i
1864 Norge og Sverig trods de ved Studentermøderne og
i den skandinavisk sindede Presse afgivne Løfter,
hvilke Ibsen havde opfattet som bindende eller
dog forpligtende, ikke stod Danmark bi mod Prøjsen
og Østerrig, blev Hjemmet, der forekom ham som et
Smaaheds-aandens, Slaphedens og Modløshedens Sæde,
ham saa forhadt/ at han forlod det.
Siden da har han skiftevis boet l Italien, i Dresden,
i Miinchen, atter i Italien, og atter i Miinchen, i
de tyske Byer 5-l Aar ad Gangen i hver. Men blivende
Sted har han ikke havt. Han har ført et stille,
regelret Familieliv eller rettere: han har indenfor
et Familielivs Ramme i sit Arbejde havt sit egenlige
Liv, har paa offenlige Steder omgaaedes de fremmede
Byers fremragende Mænd, har modtaget en Skare af
gennemrejsende Skandinaver i sit Fl LIS ; men han har
levet som i et Telt, mellem lejede Møbler, der den
Dag, Afrejsen bestemtes, kunde sendes tilbage; han
har fra 1864 af ikke sat Foden under eget Bord eller
hvilt i sin egen Seng. Til Ro i strengere Forstand
har han ingensinde slaaet sig; han har vænnet sig
til at føle sig hjemme i Hjemløshed. Da jeg sidst
besøgte ham, viste han paa mit Spørgsmaal, om slet
Intet i den Lejlighed, han beboede, tilhørte ham,
hen paa en Række Malerier paa Væggene; det var Alt,
hvad der var hans eget. Selv nu som formuende Mand
føler han ingen Trang til at eje Hus og Hjem, end
mindre Gaard og Grund som Bjørnson. Han er udskilt
fra sit Folk, uden nogen Virksomhed, der forbinder
ham med en Institution, et Parti eller endog blot
et Tidsskrift eller Blad hjemme eller ude - en enlig
Mand. Og i sin Isolerthed skriver han:
Mit Folk, som skænkte mig i dybe Skaaler den sunde,
bitre Styrkedrik, hvoraf som Digter jeg paa Randen
af min Grav tog Kraft til Kamp i Døgnets brudte
Straaler - mit Folk, som rakte mig den Landflugts
Stav, den Sorgens Byldt, de Angstens rappe Saaler,
det tunge Alvors-Udstyr til min Færden - dig sender
jeg min Hilsen hjem fra Verden!
Han sendte mange og vægtige Hilsener. Men over
alle hans Frembringelser, dem før og under
Landflygtigheden, hviler en og
samme Stemning, hans Væsens, Ubundethedens
og Uhyggens
18*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
