Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
277 .
den triste Sandhed bag Skinnet. Luften omkring
ham genlød af Ord, som betegnede Idealer; der
taltes om evig Elskov, om dyb Alvor, om Trosmod,
om Karakterfasthed, om Norskhed («det lille,
men klippefaste Klippefolk»); han saa’ sig om,
han spejdede, han søgte, og fandt Intet, der i
Virkelighedens Verden svarede til disse Ord. Saa
udvikledes der da af selve Trangen til Idealet en egen
Evne hos ham til overalt at se U vederhæftigheden. Det
blev en Drift hos ham overalt at prøve det, der syntes
ægte, og uden meget Forundring at overbevise sig om
dets Falskhed. Det blev en Lidenskab hos ham, med
Fingeren at banke paa alt det, der saa’ ud som Malm,
og en Art smertelig Tilfredsstillelse at høre den
Klang af det Hule, der paa en Gang Saarede hans Øre og
bekræftede hans Anelse. Overalt, hvor han mødte det
saakaldte Store, blev det ham en Vane og en Trang at
spørge som i Rimbrevet til en svensk Dame: «Er det
rigtig stort det Store?» Han havde et skærpet Blik
for den Egoisme og den Usandhed, som Fantasilivet kan
rumme, for den Stymperagtighed, som den politiske
Friheds- og Fremskridts-Frase kan dække over, og
efterhaanden blev en storartet, aandelig eller sædelig
Mistænksomhed hans Muse. Den beaandede ham til stedse
dristigere Undersøgelser. Intet imponerede eller
skræmmede ham, hverken hvad der saa’ ud som idyllisk
Lykke i Familielivet, eller hvad der lignede dogmatisk
Sikkerhed i Samfundslivet. Og alt som Undersøgelserne
blev dristigere, fik han selv større og større
Ufor-færdethed til at meddele, bekendtgøre, udraabe
Resultatet. Det blev hans Hovedglæde som Aand at
forurolige, at ærgre alle dem, der havde Fordel af at
dække over Skaderne med be-smykkende Omskrivninger.
Ligesom det bestandig havde forekommet ham, som
taltes der altfor meget om Idealer, man aldrig mødte
i Livet, saaledes følte han med bestandig større
Sikkerhed og Harme, at Menneskene ligesom efter
Aftale tav om de dybeste, mest ulægelige Brud med
Idealerne, om de egenlige, virkelige Rædsler. I det
gode Selskab blev de forbigaaede som usandsynlige
eller uom-talelige, i Poesien som uhyggelige;
thi det altfor Skærende, det afgjort Pinlige eller
Uforsonede havde Æstetiken nu engang ban-lyst fra den
skønne Literatur. Saaledes omtrent er det gaaet til,
at Ibsen blev det Uhyggeliges Digter, og derfra det
oprindelige Hang hos ham til i bitre og skærende
Udtryk at hævde sin Stilling: overfor de Mange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
