Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
279
dog stundom gnistred hans Øjne stygt, helst mod
uroligt Vejr - og da var der Faa, som uden Frygt kom
Terje Vigen. nær.
Det er det Udtryk, hans Digtersjæl hyppigst har
antaget overfor Verden.
Ibsen er den fødte Stridsmand, og hans første
digteriske Udbrud (Catilma) var hans første
Krigserklæring. Han har, * fra han kom til Skels Aar
og Alder - det var iøvrigt ikke tidligt -, egenlig
aldrig tvivlet paa, at han, den Enkelte, paa den ene
Vægt-skaal, og det, man kalder Samfundet - for Ibsen
nærmest Indbegrebet af dem, hvem Sandheden skræmmer,
og som vil over-plastre Skaderne med Talemaader -
paa den anden Vægtskaal, det gav mindst Ligevægt. Han
plejer blandt, mange snurrige Paradokser at paastaa,
at der til enhver Tid kun gives en vis Sum af
Aandsgaver, der kommer til Fordeling: bliver nogle
Enkelte, som f. Eks. Goethe og Schiller paa deres
Tid i Tyskland, meget rigeligt udrustede, saa bliver
deres Samtidige des dummere. Han er, skulde jeg tro,
tilbøjelig til den Mening, at han har faaet sine
Evner paa et Tidspunkt, da der var meget Faa om at
dele Summen.
Ibsen føler sig derfor ikke som Barn af et Folk, som
Del af et Hele, som Fører for en Gruppe, som Medlem
af et Samfund; han føler sig udelukkende som genialt
Individ, og det Eneste, han egenlig tror paa og agter,
er Personligheden. Der er i denne Løsrevethed fra
Natursammenhængen, i denne Hævden af Jeget som Aand,
Noget, der levende minder om den Tidsalder i nordisk
Historie, i hvilken han modtog sin Dannelse. Fremfor
alle Indflydelser er Kierkegaards paafaldende. Men hos
Ibsen har Afsondretheden et fuldstændig forskelligt
Præg. Af ikke ganske ringe Betydning for dens
Udformning har rimeligvis Bjørnsons ganske modsat
anlagte Væsen været. Det har altid Indflydelse paa en
Personlighed, historisk at være saaledes stillet, at
den af Skæbnen selv har faaet sin Kontrast anvist. Det
er ikke sjældent en Ulykke for en betydelig Mand
at maatte se sit Navn bestandig sammenkoblet med
et andet, det være nu til Forherligelse eller til
Dadel, men altid til Sammenligning. Det ufrivillige
og uafrystelige Tvillingeforhold kan opirre eller
skade. Ibsen har det maaske hjulpet til at drive sit
Væsens Ejendommelighed ud til dets yderste Grænse,
det vil i dette Tilfælde sige: styrke og forhøje dets
Inderlighed og Skjulthed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
