Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
291
Men den har en sund Kærne i sig, det ser jeg saa
klart, og en-* gang vil den nok blive praktiseret
uden al Karikatur . . .»
Det er i sin Hævd en af Individets Selvherlighed,
at Ibsen kommer til at stille sig fjendtligt til
Statsideen som til Samfunds-ideen. Jeg er ikke
sikker paa fuldt at forstaa ham paa dette Punkt;
hans Tankegang er mig fremmed; jeg begriber, at man.,
som f. Eks. Lorenz von Stein og efter ham Gneist,
i den nyere Tids Historie kan se en bestandig Kamp
mellem Stat og Samfund og ud fra en ny og kraftig
Opfattelse af Statstanken kan vende sig angribende
mod Samfundet, eller at man, som Anarkisterne, ud
fra en ny Opfattelse af Samfundet kan afsky Staten;
men jeg forstaar ikke ret den dobbelte Frontstilling,
jeg jfinder hos Ibsen, og véd ikke engang, om Ibsen
føler, at her er en dobbelt Front.
Dog han strækker sin omsorgsfulde Frygt for, at
Personlighedens Braad skal sløves og dens bedste Eje
sættes til, endnu videre. Han mener, at Mennesket for
at udvikle alt, hvad der i dets Væsen er det givet som
frugtbar Mulighed, først og fremmest maa staa frit,
staa ene. og har derfor et vaagent Øje for de Farer,
enhver Sammenslutning, selv Venskabet, selv Ægteskabet
i den Henseende fører med sig. Jeg husker hans Svar
paa et Brev, i hvilket jeg engang under en af de
mismodige Stemninger, som man i Ungdommen saa redebon
giver Udtryk, med et lille Hjertesuk havde udtalt,
at jeg havde faa eller ingen Venner. Ibsen skrev
(6te Marts 1870):
«... De siger, at De ingen Venner har hjemme. Det har
jeg længe tænkt. Naar man som De staar i et inderligt
Person-lighedsforhold til sin Livsgerning, saa kan
man egenlig ikke gøre Fordring paa at beholde sine
Venner . . . Venner er en kostbar Luksus, og naar
man sætter sin Kapital ind paa en Kaldelse og en
Mission her i Livet, saa har man ikke Raad til at
holde Venner. Det Kostspielige ved at holde Venner
ligger jo ikke i hvad man gør for dem, men i hvad man
af Hensyn til dem undlader at gøre. Derved forkrøbles
mange aandelige Spirer i En. Jeg har gennemgaaet det,
og derfor har jeg bag mig en Del Aar, hvori jeg ikke
naaede frem til at blive mig selv . . .»
Føler man ikke Ibsens hele Uafhængighedstrang
og Ensomhedsfølelse igennem det ironiske «det
Kostspielige ved at holde Venner», og ligger der ikke
i de anførte Ord en Hovedforklaring
af Aarsagen til det forholdsvis sene Gennembrud af
Ibsens Op-
19*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
