Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
307
hensynsløst udsvævende, men med saa meget af
den Evne, tøjlesløse Mennesker ofte har til at
vinde Hjerter ved tilsyneladende Godmodighed, at
det netop blev hans Hustru muligt at dække hans
Levned og frelse Skinnet. Ved at blive hos ham,
ved at hengive sig til ham, har hun ikke blot bragt
sin personlige Velfærd og Lykke som Offer, men er
bleven Moder til et fra Fødselen af ødelagt Væsen,
til en Søn, hvem Dødstræthed, Fortvivlelse, Afsind,
Idioti rammer ved Indtrædelsen i Mandsalderen - og
dog! Dog finder den Del af Samfundet, som Hr. Pastor
Manders repræsenterer, at hendes Ofring af sig selv
og Sønnen var Pligt, at et Opstandsforsøg mod dette
Græsselige var Forbrydelse.
Dette er Stykkets Patos, og denne Patos forfærdede det
store Filisterium end mere end Dukkehjemmet. Denne
Gang var det. som om Ibsen havde slukket
Stjernerne. «Ikke et Lyspunkt !»
Forholdet mellem Mand og Kvinde er i Gengangere
stillet i en ny Belysning, idet det ligesom maales
ved Forholdet til Barnet. Dramaet behandler i
digterisk Form Arvelighedstanken, fremstiller paa
Grundlag af den Determinisme, der nu engang er den
moderne Videnskabs sidste Ord i Sagen, Bartiets
gennemgaaende Bestemmet-hed ved Forældrene, og
giver denne Kendsgerning en Baggrund af stemnings-
og tankevækkende Art ved at henpege paa den almene
Kendsgerning, til hvilken Titlen hentyder, nemlig
Arvelighedens Bevaren af Følelser (og derigennem af
Dogmer), hvis oprindelige Livsbetingelser er uddøde
og vegne for andre, med hvilke disse Følelser staar
i Strid.
Der knytter sig med Hensyn til Ibsens sjælelige
Udvikling en Hovedinteresse til dette Greb efter Valg
af Æmne, fordi vi her første Gang ser Ibsen bryde den
Ring, hans Individualisme ellers plejer at slaa om den
Enkelte som enkelt. I et Brev fra 1871 skrev Ibsen til
mig disse Ord, der er betegnende for Meget hos ham:
«. . . Det Solidariske har jeg egenlig aldrig havt
nogen stærk Følelse af, jeg har i Grunden kun taget
det saadan med som traditionel Troessætning - og
havde man Mod til fuldt og helt at sætte det ud af
Betragtning, saa blev man kanske kvit den Ballast,
som tynger værst paa Personligheden ...»
Nu ti Aar efter har han faaet Øjet op for det
Solidariskes
Betydning, har grundigt indset, at «Mod» ikke nytter
noget med
20*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
