Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338 Henrik
Ibsen
færdes ved den Tale, han fører: «Vil De tå Livet af
mig? Tå fra mig det, som er mig mere end Livet!» -
Og hvad er det? – ’«At se Dem stor. Se Dem med en
Krans i Haanden. Højt, højt oppe paa et Kirketaarn»,
og hun presser Blyanten ind mellem hans Fingre og
tvinger ham til at skrive en varm Anbefaling for hans
Elev. Saa højt staar han ikke til Hverdagsbrug. Men
hun er den Magt, der driver ham op over hvad han til
Hverdagsbrug er.
Og saa kulminerer da Dramaet, idet Forholdet mellem
ham og hende stiger og stiger i Inderlighed og
Udsigtsløshed, indtil han tilhører hende paa den
eneste Maade, han kunde, naar de ikke blot skulde
mødes i Fantasteriets Skyriger og Luftslotte, nemlig
i Døden.
Han begyndte med at bygge Kirker fordi han, udgaaet
af et fromt Hjem paa Landet, fandt Kirkebyggeriet
det værdigste. Saa, da han havde mistet sine Børn,
besluttede han ikke at bygge Kirker mere, kun Hjem
for Mennesker. Saa kom det Tidspunkt, da han indsaa,
at det at bygge Hjem for Mennesker - <tdet er ikke fem
Øre værd; Menneskene har ikke Brug for de Hjem for at
være lykkelige.» Han selv vilde ingen Brug have for
et sligt. Nu tror han ikke mere, der gives Lykke paa
Jorden, og han vil tilsidst bygge det eneste, hvori
han tror, der kan rummes Menneskelykke - Luftslottet,
som Hilde har krævet af ham.
«Jeg er ræd, De vilde svimle, før vi kom halvvejs.»
- «Ikke, naar jeg gaar Haand i Haand med Dem, Hilde.»
- «Saa lad mig faa se Dem fri og højt oppe da!»
Hvad Fortolkning gøres vel her nødig? Alt staar der
jo med tydelige Ord, og Alt saa sindrigt, at det kan
forstaas lige efter Bogstaven, virke spændende paa
hvert Barn, og dog er alt gennemsigtigt, dobbelttydigt
under Solness’s og Hildes dobbelte Eksaltation.
Han tilbød hende først det højeste Taarnkammer
i sit nye Hus. Men efter at hun har lært hans
Hustru personlig at kende, er hendes «robuste»
Samvittighed bleven ligesaa angreben som hans; hun
kan ikke gribe efter sin Lykke, fordi der staar En,
hun har Medlidenhed med, mellem hende og den. Saa er
da kun Lykken i Luftslottet tilbage.
Hustruen, Aline, er den eneste af Bipersonerne, det
har været Ibsen nødvendigt at uddybe en Smule. Hun
er det en-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
