Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346 Henrik
Ibsen
23aarige Erhart Hun glemmer en Del Aar. Hele hendes
praktiske Visdom er endelig i den Replik, hvormed hun,
kun halvt i Skemt, erklærer Moderen, at hun tager den
lille unge Frøken Foldal med for alle Tilfældes Skyld:
«Naar Erhart er færdig med 777ig - og jeg med ham -
saa er det godt for os begg^, at han, Stakker, har
nogen at falde tilbage paa . . . jeg arrangerer mig
nok, kan De vide». Det er umuligt at karakterisere
en Skikkelse fyldigere i en hel Roman, end det her
er sket i en halv Snes korte Repliker.
Og som hun er hver eneste en af de optrædende Personer
henstillet for alle Tider med monumental Sikkerhed.
Dramaets Bygning er hævet over Ros. Det rejser
sig med sine fire Stokværk som bygget af Jern
paa en Grundvold af Granit, fast og stærkt, klart
og let overskueligt. Det er fra først til sidst
gennemtrængt af Stemning; der er Stemning i den
ydmygede Selvretfærdigheds Rige i det nederste
Stokværk, og Stemning i Skyggeriget ovenover:
tilsidst raader den Frilufts-stemning, i hvilken den
saa længe Fangne udaander. Og gennem Stykket farer
det dramatiske Stormpust. Stykkets Pulsslag er saa
hurtigt, som slog det i Takt med en ganske ung Digters
Puls. Der er kun Minutter mellem de fire Akter, ja
kun et Minut. Saa ungdommelig er Skuespillets Fart.
Men dets Aand røber noksom, at dets Digter ikke
længer er nogen ung Mand. Dets Aand er Visdommens, den
strenge Visdoms og den forklarede Mildheds Aand. Det
udmunder i den store Overbærenhed med menneskelig
Fejlen, som klinger harmonisk sammen med den strenge
Dom over Hjerternes Haard-hed - en dyb Medlidenhed,
der ikke har opgivet en eneste Fordring.
De tre Dramer, Solness, Eyolf og Borkman er tie
første, som Ibsen efter næsten en Menneskealders
frivillige Landflygtighed har skrevet paa norsk
Grund. 1891 vendte han tilbage til Norge og har
siden da været bosat i sit Hjemland. Medens han
i sine unge Dage neppe blev taget for fulde dér,
er han nu i sine ældre Aar beundret og forgudet af
Nordmændene som Bæreren af deres Verdensry.
Nordisk Literatur er nu en anden end dengang han slog
igennem med Brand, eller da han med sine Dramer af
Samtidens Liv brød nye Veje. I Norge ikke mindre end
i Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
