Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360 Bjørnstjerne
Bjørnson
i endnu højere Grad efter at han har løsrevet sig
fra den gængse Teologi end før.
Da Bjørnson er Præstesøn, synes Hanget til
Prædiken nedarvet hos ham. Han er den fødte
Missionær. Indholdet af den Religiøsitet, han
forkyndte, var fra først af Rettroenhedens. Da han
under sin Udviklingsgang saa sig nødsaget til at
slippe Ortodoksien, blev Forkyndelsesdriften den
samme, Forkyndelsen forandredes slet ikke heller
formelt, kun traadte istedenfor Rettroenhedens
Dogmelære nu Rettroenhedens Moral.
Et Eksempel: En Begivenhed, et Særsyn, som Tysklands
overraskende Sejr over Frankrig i 1870, maatte
nødvendigvis gøre Indtryk paa enhver Samtidig. Den
filosofisk anlagte Iagttager vilde give sig til
at undersøge Aarsagernes sammenviklede Nøgle,
de af Krigsvæsenet, Forvaltningen, Statskunsten,
Forstandsdan-nelsen udspringende Aarsager og de
rent aandige Grunde til Nederlag og Sejr. For den
præsteligt anlagte Iagttager gives der i Saadanne
Tilfælde kun en eneste Aarsag: den religiøst-moralske;
Sejren er altid Fromheds eller Kyskheds Løn.
Saaledes for Bjørnson. Et Aarstid efter Krigen,
da han endnu var rettroende, tilskrev han de tyske
Hæres Sejr den Omstændighed, at de tyske Officerer
fra Luthers Tid af havde nogle stærke Salmer, som de
sang foran Fronten.
Femten Aar senere fandt han i et Foredrag, han
holdt i den skandinaviske Forening i Paris Aarsagen
i de franske Hærføreres formentlige kønslige
Usædelighed, som han skildrede i meget drastiske,
om end mindre overbevisende Træk. Hvem der kender
noget til den tyske Officersstand, maatte smile
ad den Troskyldighed, hvormed Bjørnson tog Sagnet
om dens Kønssædelighed for gode Varer. Men den
kunde ikke undre. Han havde intet Valg. Var det
ikke længer Lutherdommen, som gjorde Udslaget - og
Bjørnson havde i Mellemtiden opgivet den augsburgske
Bekendelse - saa maatte det være Ærbarheden. Han tyede
naturnødvendigt til den Virkekraft, der laa Religionen
nærmest. Aarsagen skifter, alt som han udvikler sig,
men ændres saa lidt som muligt. Og for Mængden er
det ganske ligesaa antageligt og bifaldsværdigt,
at Franskmændene fik Prygl, fordi de var letfærdige,
som fordi de var ugudelige.
Det er et Kendetegn for alle teologisk anlagte og
opdragne Mennesker, at Kønsmoralen, og det i dens
elementære Skikkelse, for dem bliver næsten den hele
Moral, og at selv ikke videre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
