Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
385
- Form, Ideer, Udtryksmaade kan forældes -, dels
gør Tendensen stundom, som i Don Quijote, Værkets
Levedygtighed ikke ringeste Afbræk. Endelig - og
det er Hovedsagen - maa man ikke glemme, at Ordet
Tendens er tiet Skræmmebillede, med hvilket det kun
altfor længe er lykkedes at genne Digterne bort fra
de vinkende Frugter paa den moderne Kundskabs Træ.
Advarslerne mod Tendensdigtning og Ringeagten for en
saadan stammer fra den Kantske Læse om Kunsten som sit
eget Formaal, der i Frankrig formuleredes som Løsenet
Fart pour rart! (Kunst for Kunstens Skyld!) Denne
Lære, hvilken man - underligt nok - altid har bekæmpet
paa det eneste Omraade, paa hvilket den har Mening og
Gyldighed, nemlig som Protest mod Kunstens Indsnøring
i en vedtagen Morals Spændetrøje, har man i Norden
længe brugt til at holde alle Samtidens Ideer ude
af vor Poesi under Paaskud af, at cle var Tendenser,
det vil sige Bestræbelser mod et Formaal - og Poesien
havde intet andet Formaal end sig selv.
Altsaa til den ene Side sagde man: «Poesien har ikke
sit Formaal i sig selv, den maa og skal respektere
Moralens og Moralen var som bekendt den gode Tone.
Til den anden Side sagde man, saasnart der viste sig
et Værk, som smagte af Tidsalderens Tanker:
«Tendenspoesi, Tendensskuespil! mine Herrer
og Damer! Den sande Poesi har intett andet
Formaal end sig selv.»
Og derved svævede man naivt i den Vildfarelse, at de
ældre Værker, som man priste, var tendensløse, fordi
de havde den modsatte Tendens af det nye Værks. Eller
var der ingen Tendens i de ældre? Man se blot paa
Arnljot Gelline med dens i den hele nynordiske
Literatur pligtskyldige Vikinge-Omvendelse. Neppe
havde Oehlenschlager, Grundtvig og Hauch opdaget
disse gamle Vikinger og begyndt at glæde sig over
deres ubrudte Kraft, før de skyndsomst gav sig til at
omvende og døbe dem. Det var, som kunde de ikke hitte
paa at bruge dem til Andet, saa ensformigt indtræder
Omvendelserne, og Bjørnson (ligesom Richardt) fulgte
Sporet.
Der havde ligeledes været en udpræget kirkelig Tendens
i Bondenovellerne. Andet Kapitel af Synnøve Solbakken,
der, indledet med en Hymne til Kirken, anslog den
kirkelige Tone, lovede allerede udtrykkeligt, at denne
Tone vilde blive holdt i alle følgende Skildringer
af norsk Folkeliv.
G. Brandes: Samlede Skrifter. III.
25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
