Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
387
til Republiken, men som har sin Originalitet i at
tage Problemet fra den indre Linie, i at angribe
Institutionen ud fra Kongens Person, i Kraft af den
Skade, han som Menneske ved selve Institutionens Natur
maa tage paa sin Sjæl, og som iøvrigt fremstiller
Kongens Personlighed med en Sympati, en inderlig
Varme, der i Ordets egenlige Forstand gør ham til
Dramaets Helt.
I En Fallit optræder Sandhedsfordringen i den
laveste Sfære. Bjørnson opstiller her indenfor det
jævne borgerlige Liv Sandhedens Ideal som simpel
Redelighed. Men hans Digterøje ser, at Redelighed ikke
er noget saa Simpelt, som det synes. For Købmanden
er saaledes det Lastværdige det: at vove de Andres
Penge; men dette er til en vis Grad uundgaaeligt
for ham; Moralproblemet drejer sig her om fine
Grænsebestemmeiser, om det Punkt, hvor det ikke
mere er tilladeligt at vove. Redaktøren opstiller
Fordringen til Sandhed paa et højere Omraade,
hvor det er bydende Pligt at holde sig den for
Øje og endnu vanskeligere at fyldestgøre den. Som
i Købmandsverdenen Faren er den, gennem Selvbedrag
at komme til at skuffe, ødelægge Andre, saaledes er
i Dagbladsverdenen Fristelsen den, at fortie eller
fornægte Sandheden. Ogsaa dette er til en vis Grad
uundgaaeligt; thi en Politiker kan ikke sige eller
tilstaa Alt. Det turde være en Mangel ved Bjørnsons
Redaktøren, at Dagspressens Repræsentant i altfor
ringe Grad repræsenterer sit Fags Dialektik, de
blivende, uundgaaelige Pligtsammenstød, i hvilke en
Dagbladsudgiver er stedt; han er altfor slyngelagtig
dertil. Paa den anden Side er hans Modstander og
Offer Halvdan for uvirksom og lidende til fuldt
at interessere. Bjørnson angriber i sit Stykke
udtrykkeligt det Ideal af Uanfægtelighed, vi i vore
Dage af haard Nødvendighed har dannet os og opstillet;
han protesterer - paa Barnets Vegne i vort Indre - mod
Læren om, at vi maa «hærdes», og han har vel i denne
sin Indsigelse nogen Ret; men det er engang saaledes,
at vi nutildags kun nærer en betinget Sympati med de
offenlige Personer, hvem Presseforfølgelse kan gøre
det af med. Det kristelige Ideal af den lidende Martyr
har i dette Tilfælde faktisk tabt sin Kraft overfor
Læseverdenen og Teatrenes Publikum; man fordrer at
se Mænd, paa hvem Modstandernes talte og skrevne
Ord preller magtesløse af, hvem intet Mundsvejr,
end ikke en Storm af Mundsvejr, formaar at rokke. Jeg
afgør ikke, om denne Betragtningsmaade er naturlig,
men den har meget for sig.
Kongen tumler politiske Spørgsmaal som Fallitten og
Redak-
25*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
