Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Olaf Skavlan (1838–1891)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAF SKAVLAN
(1891)
Olaf Skavlan, der Natten til den 31te Maj døde
i Kristiania som Professor i Literaturhistorie,
var en paa én Gang lærd og aandfuld Mand, tilmed
en af de elskværdigste og fineste Personligheder i
Norge. Han havde de vigtigste menneskelige Dyder,
Sandhedskærlighed og lidenskabelig Kærlighed
til Fremskridt, sjælfuld Humanitet, Sluttethed,
ubrødelig Trofasthed i Venskab som mod Ideer, og
man kan vanskelig forestille sig, at han har havt
nogen Last. Han var som Videnskabsmand grundig
indtil Udtømmen af sit Æmne, yderst kritisk især
mod sig selv; hans Syn var friskt og oprindeligt;
hans Stræben, saalænge han stod i sin Kraft,
utrættelig. Han kunde aldrig gøre sig selv tilpas.
Han var en stille Mand, talte ikke meget, men han
valgte sine Ord, og deres Finhed var træffende. Han
var en vittig Mand, en satirisk Iagttager, ganske vist
godlidende i sin Opfattelse, men med et Falkeblik for
Pedanteri og Affektation, lod sig aldrig narre af det
Oppustede eller forlorent Romantiske, skar igennem det
med et Blink i Øjet og et muntert Smil. Fremmede, der
saa’ ham, maatte det Dæmpede være det mest paafaldende
Træk i hans Væsen. Saa dæmpet en Fremtræden som hans
vilde alle Steder være lidt ualmindelig, men var meget
ualmindelig paa norsk Grund. Hans Selvfølelse syntes
beskeden. Der var altid Ligevægt i hans Livlighed.
Dog det, som gav hans Væsen dets Hovedtiltrækning,
var, at under dette Dæmpede og Stilfærdige piblede
og boblede det op fra hans Personligheds Naturgrund
med Ideer og Indfald.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
