Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Arne Garborg (f. 1851)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Garborg
471
maal. Em Ungkar er ikke ret bleven til noget: en
lystig Begyndelse og Midte med et Par cyniske
Slutningsord. Derimod er Ungdom et Stykke
lattermild Kunst, ikke mere moralsk end Julestuen,
men skrevet med et tindrende Lune. Det er Historien
om Forstassistenten Jens Garlstad, der ude paa Landet
forliber sig i den kønne og skemtsomme Bondepige Anne
Malene, skønt han slet ikke vil Jenten nogen Ting,
thi baade er han forlovet og har han Moral: «Og han
heldt av Jenny, og sette Pris paa henne. Ho var eit
Aandsmenneske; fin, bleik, interessant; god Upplæring,
Pianoforte, Tysk, Engelsk, Fransk, Kunstsans, Sans
for Poesi og for Naturen; slik maatte den vera, som
han skulde ha.» Den Anden, den landlige Vildkat,
har ingen af disse store Egenskaber, men hun kan
sætte ham i godt Humør.
Og saa følger de bitre Selvanklagers Tid: han er
en Kæltring, han har forført hende, han er uhyre
grov mod sig selv ... og saa er han ligefuldt
glad, glad fordi hun elsker ham, nej, han er ingen
Kæltring alligevel. Men i Grunden er Jens Carlstad
dog en moralsk Mand, og hver Gang han gaar til sit
Stævnemøde, holder han en Tale til sig selv om, hvor
galt dette er, og snart forarges han en Smule, ja ikke
saa lidt endda, over at Anne Malene slet ingen ond
Samvittighed har: «Jens Carlstad forstod ikkje dette
og fann det litt uhyggjelegt. At Folk gjorde Synd,
det fikk so vera; Syndarar var me no; men gjera Synd
utan vondt Samvit, det gjekk ikkje an.» Saa giver han
sig til at snakke Moral for Anne Malene, til han keder
hende paa det grueligste og faar en god en paa Øret.
Han er dybt krænket; han vil ikke se hende mere; men
han længes gudsjammerligt. Han skriver og beder om
godt Vejr, faar Syndsforladelse og en Undskyldning:
«Han skulde ikkje bry seg um det, som ho gjorde hin
Kvelden; ho meinte ikkje nokot med det; ho berre var
slik. J. T. Carlstad dansad heim. Han hugsad ikkje
meir paa Æra si enn paa ein gamall ordotten Knapp,
og han svor paa, at han aldri meir vilde gjera seg
Uvenner med henne.»
Men en Stund derefter kan han ikke lade være med
paany at præke for hende: Hun maa ikke lyve. Hvordan
skal hun da kunne komme ud til ham, naar hun ikke maa
lyve? Ja, hun maa finde paa andet Raad: «Tek du no
paa med Bøneboki igjen?» spørger Anne Malene. «0g so
kjeklad dei, til dess Jens fekk seg ein under Øyrat,
og det ein god og varm ein, og Anne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
