Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
495
IV
Inderligt forenet med den lyriske Ildhu hos Tegner
er nu den tilsvarende og udfyldende Evne hos ham,
den som gør ham morsom i Omgang, heldig i Fyndsprog
og uforberedte Vittigheder, fremragende som Professor,
udmærket som Brevskriver, som Taler og som Prædikant,
og stor fremfor Alt i den versificerede, digterisk
bevægede og digterisk formede Tale, en Evne, som
det ikke gaar an simpelthen at kalde et Anlæg til
Ordkunst, men som foreløbigt om end utydeligt kan
betegnes som det Spirituelle hos ham. Jeg bruger
et fremmed Ord, fordi intet indenlandsk svarer saa
godt til Sagen. Aandfuld, aandrig siger ikke ganske
hvad jeg mener. Det danske Ord Vid peger vel stærkt
i Retning af Evnen til at frembringe det Vittige og
fremkalde en komisk Virkning. Men det Tegnérske Vid
er ganske udansk: skønt Tegner og Heiberg begge var
nordisk fødte og franskdannede i samme Tidsalder, har
Tegners Satire og Heibergs tørre Lune intet tilfælles,
og Forskellen mellem dem er ikke en blot personlig,
men en national; Heiberg holder i sit Lune sin
Personlighed tilbage, Tegner gør den gældende, sætter
den som Indsats. Ligesaa lidt svarer dog hans Vid til
den franske Esprit. Denne er i sin ejendommeligste
Form hos Voltaire rent Forstandsvid; den egenlige
galliske Esprit er billedløs. Tegners derimod er
lutter Billeder. Han tænkte i dem, og derfor talte
han i dem. Evnen til den abstrakte eller skolastiske
Tænkning fattedes ham, ja fattedes ham saa stærkt,
at han neppe troede paa den hos andre. Metafysiken
var ham en Gru som et Hjernespind, hvis Traade han
ikke kunde skelne eller følge. Dogmatiken var ham
en Rædsel som et Knippe af fornuftstridige Udsagn,
hvori ingen Forstand kunde finde Rede. Og han havde en
god, sund, selvtillidsfuld Forstand, som instinktivt
afskyede al Tænken Dunkelt og Talen Sort. Han havde
en saa levende Drift til at stille sig alt hvad han
tænkte og følte anskueligt for Øje, at han bestandig
udslyngede Billeder omkring sig. Det var dette,
som gav hans Samtale hint elektrisk Gnistrende og
Lysende, hvoraf de Samtidige blev saa betagne, dette,
som gjorde hans Brevstil saa underholdende, dette,
som bevirkede, at hans Digte af uvillige Kritikere som
Hammar-skold betegnedes som Sæbebobler med farvede
Sider, men uden Indhold, dette endelig var det, som
gjorde ham vittig; thi der gives en Art Vittighed,
som beror paa Billeders nye og over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
