Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
526 Esaias
Tegner
Det er ikke blot et ungdommeligt Stød i Krigsluren;
det er ikke alene en smuk metrisk Komposition,
hvor en vild anapæstisk Melodi slynger sig om og
bæres oppe af mandigtalvorlige Tro-chæers Harmonier;
det er et fædrelandsk Følelsesbillede, som aabner
verdenshistoriske Udsyn. I Billedets Baggrund
skimtes den store Verdensvalplads, hvorover Napoleons
\7alkyrjer fløj:
De sekelgarnla,
de lagbesvurna
verldsformer ramla;
det strommar en flod
af offerblod
kring verldens urna.
Imidlertid fulgte skæbnesvangre Afgørelser rask paa
hinanden og Gustav den fjerde styrtedes fra Tronen
ned i den Afgrund, i hvilken han rev Svensk-Pommern
og Finland med sig. Paa det behjertede Opsving under
Faren, som havde givet sig Luft i Krigssangen, fulgte
den dybe Beskæmmelse over at have fundet sig i et
saadant Styre som Formynderregeringens og Gustavs,
Sorgen over at tilhøre det vanartede Slægtled, der
havde været Vidne til Sverigs Fornedrelse, og endelig
den brændende Smerte over Rigets Lemlæstelse. Det
Digt, der i hele Landets Øjne stemplede Tegner som
Fremtidsdigteren, hint Suea, i hvilket Folket følte
sit Hjerte slaa, har ikke andet Indhold. Digtet
er allerede i formel Henseende mærkværdigt. Dets
lange mægtige Straffetale til Sverig er holdt
i den svenske Digtnings gamle Stil, er skrevet i
Alexandrinerverselnaalet, der hidtil havde været det
hjemlede for den alvorsfulde og højtidelige Kunstart;
men Tordentalen med dens tunge, faste Gang udmunder i
begejstret Sang, Alexandrinerne afløses ved et genialt
Formbrud af korte dity-rambiske Vers, der udmaler et
Fremtidssyn i Haabets lyseste Farver - et Brud paa
Formen, der kan opfattes sindbilledligt som Betegnelse
for Tegners Selvfrigørelse fra den akademiske Stil,
hvori han fra først af havde skrevet, og som virker
paa det poetiske Øre omtrent som Sangens pludselige
Fremsprudlen af Instrumental-musiken i Beethovens
niende Symfoni virker paa det musikalske. Digtet er
dernæst sjælelig interessant, fordi det for første
Gang ansiaar en Basstreng, som Tegner spillede paa
til det Sidste og mest tilsidst: det siger Sverig
de drøje Sandheder, som Folkets Smigrere fortav;
det hæver ikke blot Fortiden paa Nutidens Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
