Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
546 Esaias
Tegner
Literatur; men baade før og efter at Mjeltsjukan
blev skrevet, er hin med saa megen Uforsagthed
forkyndte Lære om Sangerens Sindsligevægt og Sangens
Sejersvished bleven udøvet i Tegners Poesi. Da hans
Sjæl indtraadte i sin afgørende Vending, da Skuffelser
og Sorger undergravede hans lyse og sangvinske
Sindelag, saa tav han hellere end han lod sin Sjæls
Forstemthed virke forstemmende paa sin Kunst, og
naar han imellemstunder digtede paany, da var det
for i Sangen at vise sig som den samme letbevægelige
Ynglingenatur, han ikke mere var i Virkeligheden.
Tegners Poesi havde aldrig den vemodige
Grundstemning, som Folkevisen i alle nordiske,
ja sikkert i alle europæiske Lande har. Den havde
overhovedet aldrig noget Forhold til Folkevisen,
intet af dens Troskyldighed, ingen af dens simple
Mol-Akkorder. Den kunde klinge om Tab og Sorg, og det
ingenlunde sjældent, men altid i Dur. Tegner beundrede
Folkepoesien; han stillede sig ikke som det forrige
Aarhundredes Kunstdigtere fremmed og overlegent
overfor den; men han betragtede den for sit eget
Vedkommende som et uopnaaeligt Mønster, og med Rette;
thi han savnede dens simple Naturtone. Hans Lyriks
kunstneriske Type er da ikke Folkesangen, hverken
den finske som hos Franzén eller den serbiske som
hos Runeberg eller den svenske som hos Atterbom,
men Kantaten, engang imellem Drapet og engang
imellem Bravurarien, ikke i dette Ords nedsættende
Mening om et Sangnummer, der vil glimre ved kunstige
Tonevendinger alene, men forstaaet som det stærkt
udsmykkede og fyldige Udbrud af et overstrømmende
Livsmod*). Alle de Kunstformer, lian bruger, Hymnen,
Romancen, Elskovssangen, Foredraget paa Vers, faar
under hans Behandling et Præg, jeg ikke véd at give
nogen mere slaaende Betegnelse end Ordet Bravur.
Det valgte Udtryk antyder ganske vist en vis
Udvorteshed. Læren om det Skønnes udvortes,
overfladiske Natur var ogsaa længe et af
Hovedpunkterne i den Tegnérske Æstestik, som her i
visse Maader stemmer overens med Heibergs. Formalismen
ytrer sig hos Tegner under mange Vendinger: «At dømme
et Digt efter Planen er at dømme et Menneskes Skønhed
efter
*) Se f. Eks. Tegners Sang till Solen eller
Fogelleken. De Sange, som i Frithiof er indskudte for
at begrunde og skildre, forsvarer Tegner etsteds med
de Ord: Alltid borde ej Frithiof sjunga bravur-arier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
