Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
554 Esaias
Tegner
Kong Ring, frelser Kongens Liv paa en Slædefart over
Isen, faar efter hans Død Ingebjorg tilægte, dræber
Helge og slutter Forlig med Halfdan.
I dette Stof skimtede Tegners Digterøje
Grundlinierne til et Æmne, der kunde vække
almenmenneskelig Deltagelse og som var modtageligt
for almindeliggørende Sindbilledkunst. Fritbiof
kæmper for sin Kærlighed med hensynsløs Trods;
han vil erobre sig sin Lykke, tage den med Storm,
ubekymret orn alle bestaaende Magter:
han såtter spetsen af sitt goda svård
på Nornens brost och sager: du skall vika!
han afslaar at følge et Kongebud, han bliver paa
Højden af sin Mandskraft først Tempelskænder, saa
Tempelbrænder, saa den fredløse Ulv i Helligdommen
(Varg i veum). Han flyr og bøder, forsager og lutres,
og modtager til Slutning sin Elskedes Haand, ikke som
Kampens, men som den udholdende Troskabs Løn. Ikke
Jomfruen, men Enken, ikke Lykken selv, men dens
blegere Genskin fæster han til sin Brud. Var det ikke
allerede et Sind-billed paa Menneskelivet?
Endnu et Skridt og Symbolet stod fuldtfærdigt i hele
sin Klarhed. Der var et Punkt i Sagaen, et Midtpunkt
i den, som nødvendigt maatte blive et frugtbart
Spirepunkt under Digterens Blikke. Baldershage, Navnet
og Sagen. Et Balderstempel drejede Alt sig orn; her
indespærredes Ingeborg, her mødtes hun og Frithiof,
her ofrede Kongerne. Det æredes, det skændedes,
det brændtes.
Balder var en underlig Gud; i ham mødtes Hedenskabet^
som man helst forestillede sig det, med Kristendommen,
som man gerne tillempede den - han var Hedenskab
uden Vildhed, Kristendom uden Dogmer. Den Jesus,
Tegner troede paa og dyrkede, havde ligesom den,
Oehlenschlager bekendte sig til, mere af en Balder
end af en Kristus. Og det var Balders Tempel, som
Frithiof i sin overmodige Ungdom havde brændt. Denne
Tempelbrand maatte da nødvendigvis gøres til Sagaens
Hovedvendepunkt; den bestemte da ogsaa med tvingende
Nødvendighed en aandfuld Slutning: Frithiof maatte
ende med selv at genopbygge det Tempel, han ’havde
brændt.
Thi er Ungdomskraften i sin Ustyrlighed
ikke altid en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
