Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
571
Ingeborgs Naturer 6p mod hinanden med typisk Sikkerhed
og Klarhed. Den unge Elsker vil fly med sin Brud
og peger hen mod Syden; han fortæller hende, at der
gives en anden Sol end den, som blegner over deres
Snebjerge, og en skønnere Himmel end Norges. Han vil
gaa i Landflygtighed for bestandig:
En usel tral år bunden vid den torfva, Der han blef
fodd, men jag vill vara fri Så fri som bergens vind.
Men Ingeborg afslaar i sin kvindelige Svaghed og
Vedhængen ved Slægt og Fædreland at følge ham. Hun
føler sig for bleg for Sydens Roser, sit Sind for
farveløst for Sydens Gløden, hun vilde dernede kun
længes hjem, og med hende vilde Frithiof sygne hen
i Længsel efter Søkongelivet i Norden:
Så skall det ej vara!
Ej jag skall stjåla bort min Frithiofs ara ur skal
dens sanger, icke jag skall slåcka min hjeltes ara
i dess morgonrodnad.
I faa Ord har her Tegners faste Haand fortættet en
nordisk Adams mandige Mod og en nordisk Evas sjælelige
Blidhed og Højhed.
Og nu agte man paa, hvorledes det Lidenskabelige i
Ingeborgs Væsen efter denne dæmpede Vemod kommer des
smukkere til sin Ret, da hun fortvivlet over Frithiofs
kolde Afsked udraaber:
O Frithiof, Frithiof, skola så vi skiljas?
Har du ej någon vanlig blick att ge
at barndomsvånnen, ingen hånd at racka
at den olyckliga, du ålskat forr?
Tror du jag står på rosor hår och visar
min lefnads lycka leende ifrån mig,
och sliter utan smårta ur mit brost
ett hopp som våxt tillhopa med mitt vasen.
Var icke du mitt hjertas morgondrom?
Hvar glådje, som jag kande, nette Frithiof,
och allt hvad lifvet stort och ådelt har
tog dina anletsdrag infor mitt 6ga.
Fortræffeligt og gennemmelodisk følger saa paa
Ingeborgs højeste Crescendo i Afskedsscenen den skønne
Strofe, med hvilken hendes Klage under Ensomheden
begynder:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
