Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
595
Det være med Fattigdommen som ;det vil, Kærligheden
til Purpurlappen er neppe tvivlsom. Derfor forstaar
intet nordisk Folk som det svenske at arrangere et
Optog, anordne en Fest, foretage en offenlig Ceremoni,
et Indtog, en Hylding, en Kronings-højtidelighed med
det Sammenspil, som udfordres for at ikke Virkningen
skal gaa tabt. Alt Sligt gaar let i Stykker for
de lattermilde Danske, der kun daarligt formaar at
udpræge deres Liv i ydre synlige Former.
De to naturlige Planteskoler for det svenske
Folks Frem-stillingslyst er nu af Uforstaaelige
Grunde Universiteterne og Kirken. Den sidste
har beholdt flere af den gamle katolske Kirkes
Former end der er blevne tilovers i Norge og
Danmark, og Universiteterne, som ligger tæt op til
Landets to gamle Domkirker, har fastholdt adskillig
middelalderlig Sæd og Skik, hvoraf neppe nogen er mere
stadselig end de Unges højtidelige Laurbær-kransning
ved Tildelingen af Magisterværdigheden hvert tredie
Aar.
Til en saadan Udvikling af det offenlige Liv har
nødvendigvis altid en vis Art festlig Veltalenhed
maattet svare; den er da ogsaa i Sverig groet yppigere
og blomst er ri gere frem end i de andre nordiske
Lande. Heller ikke i den, har man været ganske fri
for at ynde «Purpurlappen»; den svenske Veltalenhed
er rundere, mere højtidelig og mere pragtelskende
end de øvrige nordiske Folks. Den har noget af det
gejstlige Sving, som Kirken førte med sig, noget
af det professoragtige Præg, som Universiteterne
bevarede, og optog endelig efter Stiftelsen af
det svenske Akademi, hvortil intet af de andre
skandinaviske Folk har noget Tilsvarende, et eget
akademisk Element, hvilket man maaske kunde betegne
som et Hang til Skønfarveri, en Tilbøjelighed til at
omskrive Tankerne og give Tingene smukke Navne.
Tegner for sin Person var baade Professor, Biskop og
Akademimedlem, men i alle de tre Lav, han tilhørte,
stod Digteren som en Saul iblandt Profeterne,
et Hoved højere end alt Folket. Af den svenske
Nationalveltalenheds Mangler havde han faa; men
Alt, hvad der i denne Skole var udviklet af Kraft
og Klang, af Sprogets Malmlyd og dets Harpetoner,
af Foredragets Klarhed og Billedpragt, af Evne til
at udtrykke Stemninger og henrive en hel Forsamling
i Stemning, Alt dette afsatte i hans Festtaler og
Festdigte sin fineste Blomst. Denne Tegners særegne
Begavelse sporedes allerede i Epilogen. Men en endnu
langt mindeværdigere Frembringelse af den er dog
Heksameter-
38*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
