Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
613
kunde ingen nye Livskilder aabne for ham. Stockholm
selv saa han kun besøgsvis, længere Tid kun paa
Politikens Vegne som Rigsdagsmand, og den udøvede
aldrig nogen Tiltrækning paa ham. 51 Aar gammel
skriver han: «Jeg holder hverken af Stockholm eller
af Rigsdage. Den første, som er en Mellemting mellem
Sodoma og Abdera og kun en stor Smaastad, har længe
været mig forhadt.» Rejser i Udlandet foretog han
endelig saa godt som ikke. Det var da i Isolertheden,
at han udvikledes til Verdensberømthed.*)
Han kunde selv med endnu større Naturgaver under
Saadanne Omstændigheder neppe være bleven en Digter af
første, af højeste Rang. Men det gjaldt om ham selv,
hvad han i Kronbruden siger om Kellgren: var han end
blot som Sanger ikke altid det højeste, saa virkede
han dog fra først til sidst som Nationalvid. Han
arvede hele Gustav den 3dies Tidsaand, Han føjede til
dette arvede Pund den følgende Tidsalders Indbegreb
af ædlere Drifter og Forsætter, af nationale Følelser
og Fantasier og sammenstøbte det Alt til nogle faa
lødige Kunstværker. Han skrev ikke mange Vers, men
hele hans Folk lærte dem udenad, som han skrev. Han
opdrog dette Folk, vejledede det gennem Tidsalderens
Dannelseslabyrinter, blev hele Slægtleds Lærer og
ypperste Tolk. Det svenske Folk har levet af hans
Aand som af et Livets Brød, og det vil endnu den Dag
idag kunne finde ny aandelig Næring i Studiet af hans
Skifter.
Han var ikke nogen Tænker. Digtere er det sjældent,
og det er maaske godt; thi Sandhedens tilslørede
Billed vilde muligvis, hvis de løftede Sløret,
synes mangen af dem saa barsk, at de tabte Lysten
til Sangen. Tegner havde en logisk, ikke nogen
naturdyrkende Aand. Sandheden viste sig for ham som
Logik, ikke som Natur, ikke som hin efesiske Diana,
hvis Storhed
**tV
’
’
Goethes Guldsmed (eller Goethe som Guldsmed)
forkynder. I sine sidste Aar skrev han endog et
polemisk Digt Panteismen, i hvilket han satte de
dengang gængse Misforstaaelser af Hegels dunkle
Religionsfilosofi paa Vers. Den stakkels Digter, hvis
Bevidsthed ikke havde kunnet bære 40 Aars Erfaringer
her paa Jorden uden at briste, kæmpede imod Tvivlen
om at denne Be-
*) E. S. II, 391. I, 192. II, 428.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
