Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svenske Personligheder - Gustaf Fröding (f. 1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustaf Froding
671
Hvad der skrives i Norge af Lyrik er i Reglen mindre
alvorsfuldt og sært, men lettere at forstaa.
De senere Aars svenske Lyrik har været stilfuld og
fremmedartet ved sine Æmner. Verner von Heidenstams
righoldige Vall-fart och Vandring sår bragte lutter
Billeder fra fremmede Lande, mest Scener og Toner fra
Østerland. Oscar Levertins dybe og tungsindige Samling
Legender och Visor søgte tilbage til Middelalderens
poetiske og religiøse Drømmerier, til en romantisk
Legende- og Salmestil, til Sagn og Historie, der
stammer fra Palæstina, for at give et Sjæleliv Udtryk,
i hvilket alt Letsind var slukt. Af yngre svenske
Digtere er Geijerstam den, som hidtil har vist bedst
Humør og mest Hang til Satire. Han falder nu og da
ind i Tonen fra Heine’s politiske Lyrik, men hans
Vid er godmodigt, ikke braaddet.
Gustaf Froding’s Digtsamling falder i flere
Afdelinger, men kan nemmest deles i to, den i
hvilken Guitar’en og den hvori Træk-Harmonika’en
raader. Og det er da Harmonika-Melodierne, som er
uden Sammenligning originalest. Der findes i Sverig
en Prosaforfatter August Bondeson, som skriver og
fortæller Bondehistorier og Anekdoter fra Almuens
Liv med uforligneligt Lune. Et lignende Indtryk som
hans mundlige Fortællinger gør Frodings Vermelandske
Sange. Det er Folkeviser, saa ægte i Tonen som
nogen, der er skrevet af en navnløs Digter, og saa
personligt humoristiske som den virkelige Folkevise
aldrig bliver. Der er i dem paa én Gang Lattermildhed
og hellig Troskyldighed.
De klinger snart saa sangagtigt, at man uvilkaarligt
nynner, mens man læser, snart saa barnligt taktfast,
at det er, som hørte man Bondedans i Træsko. Og under
det Hele et Skelmeri, der kan stige til smittende
Overgivenhed. Der er saaledes et rimet Farvel fra
en til Amerika udvandret affekteret Skrædersvend til
hans i Sverig efterladte Ungdomselskte, som er et rent
Vittig-hedsværk. Alt heri er fersk Højtidelighed fra
først til sidst; Digteren fortrækker ikke en Mine;
men Indtrykket er usigelig og ublandet komisk. Der er
dernæst en nydelig Travesti af Højsangen i vermelandsk
Dialekt, som skrevet af en ung Seminarist, der har
Hovedet fuldt af en Bibeloversættelses Brokker. Der er
Visen om den kvindelige Skovtrold (en Art Elverpige),
som er et helt lille Mesterværk af Versekunst. Ved
en gennemført Anvendelse af lange, dobbelttrokæiske
Ord i et Versemaal, hvis Bevægelse er modsat, er det
lykkedes at give det hele Metrum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
