Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - III. Werther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Werther
35
i den anden Halvdel mere af den unge Jerusalem,
hvis ulykkelige Død gav Anledning til Bogen. Men som
Werther er, er han ligefuldt en Type. Werther er ikke
blot et Naturvæsen ved sin Lidenskabelighed, han er
Natur i den fremragende Forstand, hvori Geniet er
det. Idet han taber sig i Naturen, føler han Naturens
hele uendelige Liv indeni sig og sig som «forgudet»
derved. Man opslaa f. Eks. Werthers beundringsværdige
Dagbogsoptegnelse fra den 18de August 1771. Den
er mægtig og genial som en Monolog af Faust. Man
læse denne Skildring af hvorledes «Naturens indre,
glødende, hellige Liv» aabner sig for ham, hvorledes
han ser alle «de uudgrundelige Kræfter virke og
skabe i Jordens Dybder, hvorledes han smægter efter
«at drikke svulmende Livsglæde af det Uendeliges
skummende Bæger for med sit Væsens indskrænkede
Kraft at føle om saa kun en Draabe af det Væsens
Salighed, som frembringer Alt i og ved sig selv»,
da vil man forstaa, hvorledes han, da han begynder at
føle sig som en Indespærret, der ingen Udvej øjner,
kan gribes af en brændende, saa at sige panteistisk
Attraa efter at kaste sin Mennesketilværelse fra sig
for «med Stormvinden at sønderrive Skyerne og gribe
Bølgerne* - og da vil man føle det Berettigede i det
Udbrud, hvormed han dør: «Natur! din Søn, din Ven,
din Elsker nærmer sig sin Ende».
Det er uundgaaeligt, at en Sjæl, der kræver saa
megen Plads, maa støde an i det snevre Samfund,
særligt som dette havde ordnet sig efter faste
Regler henimod Slutningen af det selskabeligste af
alle Aarhundreder. Werther afskyr Reglen paa alle
Omraader. I hin Tid, da Poesien var omspændt af
Regler, fører han alle disse Regler for Digtekunsten
tilbage til «at indse det Fortræffelige og vove at
udtale det.» Og Kunstner som han er, har han lige saa
kætterske Meninger om Malerkunsten som om Poesien. Han
træffer en ung Kaldsfælle, der kommer lige fra
Akademiet og som slaar ham om Ørene med Navnene paa
alle de bekendte Teoretikere, deriblandt Winckelmann
og Sulzer. Denne Fyr er ham en Rædsel. «Naturen alene,
skriver han, danner den store Kunstner. Man kan sige
meget til Fordel for Reglerne, omtrent Uge saa meget
som til Ros for det borgerlige Sam f and. Et Menneske,
der danner sig efter dem, vil aldrig frembringe noget
slet eller usselt, ligesom En, der lader sig regulere
af Love og Velanstændighed, aldrig kan blive en
utaalelig Nabo eller mærkværdig Kæltring; til Gengæld
G. Brandes: Samlede Skrifter. IV.
3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
