Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - III. Werther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Werther
37
i Salen hos sin Foresatte, hvor en Kres af
Aristokratiet om Aftenen indfinder sig. Han, som selv
er brændende og ulykkeligt forelsket, interesserer
sig for at frelse en Ulykkelig, hvem en uovervindelig
og ikke uigengældt erotisk Lidenskab har drevet
til et Voldtægtsforsøg og til Mord af en Medbejler,
og bliver ikke alene afvist af den strenge Ordens
Repræsentanter, men er endog ved Loven forpligtet
til at vidne imod Den, han saa inderligt gerne vilde
beskytte og frelse.
Og alt dette er endda kun Biomstændigheder. Den Pige,
han elsker og som han, hvis den givne Orden ikke stod
imellem dem, med Lethed kunde vinde, er en Andens
Brud. I dette sidste Sammenstød brister hans Hjerte.
Saaledes fremstiller denne Bog det fulde Hjertes
Ret og Uret overfor Hverdagslivets Regler, dets
Uendelighedstrang, dets Frihedstrang, der føler Livet
som et Fængsel og alle Samfundets Skillemure som
Fængselsvægge. Alt, hvad Samfundet byder, er, siger
Werther, at male Fængselsvæggene for hver Enkelt,
n t male dem perspektivisk med lyse Udsigter til en
vid Synskres. Men Væggene selv brydes ikke ned. Derfor
denne Renden Panden imod Væggen, denne lange Hulken,
denne dybe Fortvivlelse, som først lindres ved et
Pistolskud i Hjertet. Napoleon bebrejdede den Dag,,
han havde sit Møde med Goethe, denne, at han havde
forbundet Kærlighedshistorien med Misforholdet til
det fornemme Selskab; men som man ser med Urette;
thi begge disse Forhold griber ind i hinanden og
udtrykker Bogens Idé.
Hvad her er fremstillet er ikke som i La nouvelle
Héloise Dydens og den deistiske Religiøsitets
Overvinden af NaturdriFt og Lidenskab, men
Lidenskabens skæbnebestemte Udviklingsgang. Med
Nødvendighed gaar i denne Hjertets Tragedie den
regel-trodsende Natur og den regelløse Lidenskab til
Grunde. Bogens Slutning er iøvrigt ikke opfunden af
Goethe; til den er et Haandskrift, der fremstiller
den unge Jerusalems Endeligt, benyttet (det findes
i Kestners Bog om Goethe og Lotte). I de sidste
Linjer er kun et enkelt Ord forandret som vulgært. I
Haandskriftet staar «Barbiergesellen trugen ihn.»
Bogen ender saaledes: «Hand-werker trugen ihn,
kein Geistlicher hat ihn begleitet.» I sin skærende
Korthed udtrykker denne Sætning, at et Liv er endt,
der i Strid med sig selv og med Samfundet, dødeligt
saaret i sine Sympatier, er bukket under. Haandværket
bar ham; thi
det borgerlige Samfund holdt sig farisæisk tilbage;
ingen Præst
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
