Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
Emigrantliteraturen
K
den er <dnteressant». Af alle hine halvglemte Minder
om en Storhed, som svandt, hine Indtryk af et Navns
og et Rys Forgængelighed, hine harmfulde Stemninger
ved Menneskenes Smaalighed og Slethed har René nemlig
uddestilleret sig en haardnakket Overtydning om,
at der ikke gives nogen Lykke, samt en dyb Livslede
og en stadig Følelse af Tomhed og Kedsomhed, paa
samme Tid som han føler en overstrømmende Livskraft i
sine Aarer. Hans Yndlingsord er: la folie de croire
au bonheur - dégout de la vie - pro fond sentiment
d’ennui o. s. v. I al denne Jammer tyer han i sine
Tanker bestandig til Søsteren som sin eneste Trøst,
indtil han til sin Overraskelse og Sorg mærker, at
hun undgaar ham, gentagne Gange ved hans Tilbagekomst
til Frankrig erklærer sig ude af Stand til at træffe
sammen med ham, synes at have glemt hans Ømhed for
hende. Kun én Gang, da hun aner, han staar i Begreb
med at begaa Selvmord, nærmer hun sig ham et Øjeblik
paany. Han har allerede føj et denne sin elskede
Søsters Kulde til Kæden af sine bitre Erfaringer om
Menneskenes Troløshed, da Efterretningen om hendes
Hensigt at lade sig optage som Nonne i et Kloster,
kalder ham til hendes Opholdssted. Han ankommer
netop tidsnok til at faa en Plads ved den uhyggelige
Højtidelighed, til at se Amélies Haar falde under
Saksen, og til at knæle ned ved hendes Side, medens
hun, som Ceremoniellet fordrer, udstrækkes paa Kirkens
Marmor som et Lig, da han hører sin Søster fremmumle
en Bøn om Tilgivelse for «den forbryderske Lidenskab,
hun har næret for sin Broder». Paa én Gang begriber
han Søsterens Øpførsel imod sig og falder afmægtig
om. Saasnart han har fattet sig, beslutter han at
forlade Europa og rejse til den nye Verden. Den Nat,
han forlader Frankrigs Kyst, bryder et frygteligt
Uvejr løs. «Vilde, siger han, Himlen underrette mig
om, at Uvejret altid skulde ledsage mine Skridt?*
Det Visse er, at Chateaubriand saa lidet kan undvære
denne Ledsagelse af Lyn og Torden til Renes Levnedsløb
som til Atalas Elskov.
Det er, som man ser, ualmindelige Skæbner, der her
møder en ualmindeligt anlagt Karakter. Og fra denne
Karakter er det, at Sørgmodigheden og Menneskeforagten
i den nyere Literatur kan siges at skrive sig. Dette
Tungsind og dette Menneskehad er af en ganske anden
Art end det nogensinde før havde vist sig. Moliéres
Alceste, den dybeste og skønneste af hans mandlige
Personer, er f. Eks. kun Menneskehader i den Forstand,
at han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
