Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
René
47
Da ei genialt Menneske af den Art som René trods dets
religiøse Talemaader aldrig gaar op i nogen højere
Magt, bliver Melankolien her i sit inderste Væsen kun
Egenkærlighedens utilfredsstillede Nydelsessyge. René
véd som genial Personlighed, at Guden er med ham og
i ham, og han kan neppe skelne imellem sig selv og
Guden. Han føler jo, at hans Tanke og hans Tale er
beaandet, og hvor er Grænsen imellem det, som er af
ham, og det, som ikke er af ham? For sig selv kræver
han Alt, Folkets Yndest, Kvindernes Kærlighed, alle
Livets Laurbær og Roser, og det falder ham ikke ind,
at han skulde være forpligtet til at vise Gengæld. Han
lader sig elske uden at elske igen. Er han ikke
en Natur med Særret, en Forkynder, der farer som en
Flygtning igennem Livet, en flyvende Ild, som oplyser,
fortærer og forsvinder!
l disse Træk har Digteren kun malet sit
eget Spejlbillede. Chateaubriands Erindringer
indeholder, især ved hvad de fortier, Vidnesbyrd
nok om den kunstige Kulde, hvormed han modtog Ømhed
og Beundring. Enkelte fortrolige Rreve fra ham,
som Sainte-Beuve har havt mellem Hænder, viser, med
hvilken iskold Selvfølelse han undertiden stræbte at
besnære ved Løfter om en fortærende Lidenskab. Endnu
64 Aar gammel skriver han til en ung Dame, hvem han
opfordrer til at give sig et Stævnemøde i Schweiz:
«Mit Liv er kun en Hændelse, tag af denne Hændelse
Lidenskaben, Hvirvlen og Ulykken, jeg skal give
Dem mere deraf paa én Dag end Andre i lange Anr.»
Man se tilbage i Tiden; man mindes f. Eks. den
rørende Ømhed, \7oltaire udviser mod sin Emilie,
selv da han har faaet Vished om, at han er plumpt
bedragen af hende, og man vil finde hin det forrige
Aarhundredes saakaldte Lucifer uskyldig som et Barn
i Sammenligning.
Chateaubriand afsluttede ikke sin Skildring af René
med den berømte Episode der bærer dette Navn. René
indtager en stor Plads i den samtidigt skrevne, men
først nogle Aar senere udgivne Roman Les Natchez, og
hans Væsen her fuldstændiggør Billedet af Karakteren.
René har for at føje sig efter Indianernes Sæder taget
sig en Hustru, Celuta, der gaar ganske op i Kærlighed
til ham. Men det forstaar sig af sig selv, at Samlivet
med hende ikke kan læge hans Hjertes Saar. «René,»
hedder det, «havde attraaet en ubeboet Egn, en Kvinde
og Friheden: han besad alt dette, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
