Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - V. Sénancour, Obermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Livsstilling, vil være et, hvorover han ikke
kan komme. Thi Valget af en Livsstilling vil
sige Afkald paa den uendelige Frihed, paa den
fuldstændige Menneskelighed, og Indsnevring i en
Baas som Dyrets. Det er Friheden for alt Standspræg,
som Kvinderne skylder en Del af deres Skønhed og af
deres Køns Poesi. Standspræget er en Indskrænkning,
en Latterlighed, en Endelighed. Hvorledes skulde da en
Natur som Obermanns kunne vælge en Stand! Han, som paa
én Gang er for dyb og for svag for det virkelige Liv,
hader Intet mere end Afhængighed. Han skræmmes tilbage
af Samfundsordenen: «Saa meget er vist; jeg vil ikke
slæbe mig opefter fra Trappetrin til Trappetrin,
indtage en Stilling i Samfundet, have Foresatte,
jeg maa vise Ærbødighed, for til Gengæld at have
Underordnede, jeg tør ringeagte. Intet synes mig saa
latterlig dumt som denne Trinstige af Ringeagt, der
strækker sig gennem hele Samfundet lige fra F}rrsten,
der, som han siger, kun er Gud underordnet, til den
fattigste Kludesamler, der maa vise det Fruentimmer
Agtelse, som lejer ham en Straamadras for Natten.»
Han ønsker ikke at købe Retten til at befale med
Pligten til at lystre. Indbegrebet af al jordisk
Pine er for ham sammentrængt i Uhret. At skære sine
Stemninger i Stykker efter Klokke-slet som Arbejderen,
som Forretningsmanden, som Embedsmanden maa, det er
ham at berøve sig selv det eneste Gode, som Livet
med al dets Genvordighed byder: Uafhængigheden.
Han staar fremmed blandt sine Medmennesker, de føler
ikke som han og han tror ikke som de. De forekommer
ham i den Grad befængte med Overtro, Fordomme,
Hykleri og selskabelig Usandfærdighed, at han gyser
tilbage for at træde i Forhold til dem. Det 18de
Aarhundrede var ikke udmundet i Rettroenhed, men det
havde i Frankrig ikke frigjort sig fra en deistisk
Gudelighed med Tro paa Menneskelivets Fortsættelse
i en anden Verden. Sénancour deler ikke dets Tro,
han er en rent moderne Aand; det 19de’ Aarhundredes
videnskabelige Verdensanskuelse findes allevegne hos
ham; han er en varmtfølende og overbevist Humanist og
ligesaa fjern fra Troen paa en bedre Tilstand efter
Døden som fra Troen paa en Gudepersonlighed.
Det religiøse Spørgsmaal drøftes i hans Breve fra
mange Sider. Man vil her allerede finde den harmfulde
Imødegaaen af Læren om at Ateismen udspringer af
Ondskab eller slette Lidenskaber, som senere varieres
i det oprindende Aarhundredes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
