Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Constant
73
Stemninger i den første Ungdom afgiver hans Breve
til Fru de Charriére, en fritænkersk, fintbegavet
Schweizerforfatterinde, hollandsk af Fødsel, men
fuldstændigt forfransket, der var mere end 40 Aar
gammel, da Constant i sit tyvende Aar traadte i
Forbindelse med hende. Det var i denne Dames Hus at
han, siddende ved det samme Bord, hvorved hun skrev,
19 Aar gammel beg3rndte sit store Værk om Religionen,
med hvilket han syslede næsten hele sit Liv og som
uophørligt blev omarbejdet eftersom hans Anskuelser
vekslede og fik bestemtere Form. Tredive Aar senere
fuldendte han det i den Tid, som Talerstolen i
Kammeret og Spillehusene i Paris levnede ham til
Virksomhed af anden Art. Men hos Fru de Gharriére
blev det begyndt; og sindbilledligt og betegnende nok:
det første Afsnit skrev han paa Bagsiden af en Pakke
Spillekort, og alt som han skrev Kortet fuldt, skød
han det over til sin Raadgiverinde. I Breve til denne
paalidelige og hengivne Veninde udtaler Constant sig
som Yngling med fuldstændig Aabenhed, og man kan her
se hans Følelses- og Tankeliv i dets oprindelige Form
og med dets tidligste Præg. Dette Præg er det 18de
Aarhundredes, kun at dettes Begejstring for visse
Tankefostre fattes og en god Del Tvivisaand er kommen
til. Han skriver:
«Jeg føler mere end nogensinde Altings Intethed,
hvorledes Alt lover og Intet holder, jeg føler
hvormeget vore Kræfter staar over vore Vilkaar, og
hvor ulykkelige dette Misforhold maa gøre os. Mon
ikke Gud, Ophavsmanden til os og vore Omgivelser,
er død før han har faaet endt sit Værk, saa at
Altet egenlig er et opus posthamam? Han havde
de smukkeste og største Forsætter af Verden og de
største Midler til at udføre dem. Han havde allerede
sat flere af disse Midler i Bevægelse, ligesom man
rejser Stilladser for at bygge, og midt under dette
Arbejde er han saa død. Nu er da Alting opført med
Hensyn til et Maal, som ikke mere eksisterer, og
vi i Særdeleshed; vi føler os bestemte til Noget,
hvorom vi ingen Forestilling kan gøre os. Vi er som
Uhre uden Skive eller Visere, hvis Hjul, som ikke
mangler Forstand, drejer sig til de er opslidte, uden
at vide hvorfor og stedse sigende: Jeg drejer, altsaa
har jeg et Maal. - Farvel kære og aandfulde Hjul,
som har det Uheld at staa saa højt over det Uhrværk,
af hvilket De er en Del og som De forstyrrer! Uden
Selvros: det er ogsaa mit Tilfælde.>
Et andet Sted siger han: «O hvor Fyrsterne er
ædelmodige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
