Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adolphe
91
Gudernes Sønner steg ned til Menneskenes
Døtre. Gretchen staar slagen og overvældet af al
Faust’s Viden, Clårchen knæler som et Barn for Egmont,
da han kommer i sin fulde Pragt. De taber sig helt
i den Elskede, gaar op og forsvinder i ham. Det
er ikke to jævnbyrdige Personligheder, som rækker
hinanden Haand og forpligter sig til hinanden; det er
et fortumlet og beundrende Barn, som klynger sig til
en Mand. Han er hendes Liv, men i hans Liv er hun en
Episode. Hans Blik omspænder og overskuer hele hendes
Væsen; men hun kan i ingen Retning overskue ham,
derfor endnu mindre gennemskue eller bedømme. Hun kan
hverken se hans Grænser eller hans Mangler. Hvorhen
hun ser, ser hun ham som noget Kæmpestort, der rykker
hende imøde fra alle Sider. Derfor i denne Kærlighed
ingen Kritik, ingen Frigørelse for Aanden, ingen
Brug af Forstanden. Han er den Store, den Herlige
i Almindelighed, som Faust, der for-maar at tale
om Alt og har Svar paa alle Spørgsmaal, som Egmont,
hvis Navn, Heltens og Befrierens, er paa Alles Læber
og hvem hele Staden kender. At her ikke er nogen
Frigørelse for Aanden, beror paa, at denne unge
Pige ikke har Aand i Betydning af Forstand; hun er
lutter Sjæl. Naar hun udfører Handlinger, der synes
at kræve Vilje eller en vis mandig Besluttethcd,
naar f. Eks. Glårchen - forbavset og harmfuld over,
at Bruxelles’ Borgere saa koldt og saa fejgt ser deres
egen Helt, Egmont, blive ført i Fængsel og maaske
til Døden - naar hun træder ud paa Torvet og forgæves
søger at opildne disse sløve Sjæle ved flammende Ord,
da dannes Baggrunden for denne Handling af den unge
Piges naive Tro paa, at hendes Elskers Liv maa være
ligesaa vigtigt for de Andre som for hende selv;
da hun kun ser ham i Verden, begriber hun neppe,
at de Andre kan tænke paa Andet. Disse unge Piger
er som ægte Udtryk for deres Bace Børn af den samme
store Familie, hvortil Ofelia og Desdemona hører.
I afgjort Modsætning til dem staar nu det franske
Kuld af Kvinder. Her var Væsenets Kærne Inderlighed,
Gemyt, Natur. I den anden Kvindetype er Alt Lidenskab
og Vilje, Handlekraft, Bevidsthed og Aand. Det var
jo ogsaa Tidens aandfuldeste og dygtigste Kvinde,
der havde givet Afkald paa Fædreland, Bo og Velvære
hellere end at bøje sig under de Plager, for hvilke
Bona-partes Tvangsvælde udsatte de Modstræbende,
som gav Constant den nye Kvindetype
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
