Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - X. Corinna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
Emigrantliteraturen
bauset bliver han staaende, da han træder ud paa
Pladsen og ser Corinna i Spidsen for Folkehoben,
c Hun takkede Lord Nelvil i Folkets Navn og gjorde
det med saa megen Ynde og Adel, at alle Anconas
Indbyggere var henrykte derover.* Og, tilføjer
Forfatterinden med kvindelig Finhed, hun sagde yz,
idet hun talte om dem. «De har frelst os, vi skylder
dem Livet.» Dette vi er saa meget mere slaaende,
som Forfatterinden tidligere har dvælet ved det
Øjeblik, da Corinna og Oswald for første Gang
følte sig lykkelige ved at bruge Ordet «vi» med
den frygtsomme Kærlighedserklæring der ligger deri,
nemlig første Gang de aftalte en Spaseretur i Rom. Nu
opløser Corinna dette «vi» for at stille sig paa deres
Side, som skylder Oswald Alt. Og, hedder det videre,
da hun nærmede sig for i deres Navn at tilbyde Lord
Nelvil den Krans af Ege- og Laurbærblade, som de havde
flettet til ham, greb en ubeskrivelig Bevægelse hende,
hun følte sig næsten frygtsom, idet hun nærmede sig
Oswald. I dette Øjeblik kastede den hele Befolkning,
der i Italien er saa letbevægelig og saa rede til
Andagt, sig paa Knæ idet hun tilbød ham Kransen. Det
er . i Skildringen af de kvindelige Følelser, at Fru
de Stael har sin Styrke, Følelserne hos en fremragende
Kvinde, der bøder saare haardt for sine Evner.
Af Alt rører huslig Lykke og kvindelig Renhed hende
dybest. Hun, Sibyllen, føler sig greben, da hun læser
denne Indskrift paa en romersk Hustrus Sarkofag:
«Ingen Plet har besudlet mit Liv fra Brylluppet
indtil Baalet, jeg har levet ren mellem Brudefaklen og
Baalets Fakkel.» Men denne Ægteskabets Lykke var ikke
hende forundt, Corinna saa lidet som Mignon, disse
to Længselens Børn, der hver for sig i den franske
og i den tyske Literatur udtrykker Sværmeriet for
Italien. Hun siger selv, at vor stakkels menneskelige
Natur ikke kender det Uendelige ad anden Vej end
igennem Lidelsen, og hun er som skabt til at lide. Men
før hun gaar under som det sidste Offer paa den antike
Arena, smykkes hun som Ofret og føres i Triumf.
Da vi lærer hende at kende, træffer vi hende under
Optoget til Capitol, simpelt men malerisk klædt,
med antike Kameer i Haaret, med det fine røde Sjal
slynget turbanlignende om sit Hoved som paa Gérards
bekendte Portræt af Fru de Stael. Det er det Kostyme,
som svarer til Corinna; hun, de farverige Egnes. Barn,
har endnu ikke tabt Farvesansen, har endog i det
stive, regelrette England bevaret friske Sanser og
Kærligheden til hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
