Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XI. Kamp mod nationale og protestantiske Fordomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
Emigrantliteraturen
standen spiller en meget større Rolle end
Indbildningskraften, har antaget et Præg af sædelig
Strenghed, som den for bestandig vil beholde. Vor
taler i Kærlighedens Navn, Eders i Pligtens. Skønt
vore Dogmer er ubetingede, er vore Grundsætninger
frie, og vor rettroende Enevælde lemper sig efter
Livets Omstændigheder, medens Eders religiøse
Kætteri uden at kende til Undtagelser skaffer sine
Love Respekt.» Hun viser, hvorledes man derfor i de
protestantiske Lande bestandig nærer en Frygt for
Geniet, for Aandens Overlegenhed. «Man gør det med
Urette,> siger hun, «thi denne Overlegenhed er efter
sit Væsen yderst moralsk. Den, der forstaar Alt,
bliver meget overbærende, og den, der føler dybt,
bliver god.»
«Hvorfor er store Evner en Ulykke? Hvorfor har de
forhindret mig i at blive elsket? Vil han hos en anden
Kvinde finde mere Aand, mere Sjæl, mere Ømhed end
hos mig? Nej, han vil finde mindre, og han vil være
tilfreds, thi han vil føle sig i Overensstemmelse med
Samfundet. Hvilke unaturlige Glæder, hvilke unaturlige
Kvaler det skænker! Overfor Solen og Stjernehimlen
føler man kun Trang til at elske hinanden og føle sig
hinanden værdig, men Samfundet, Samfundet, hvor gør
det Hjertet haardt og Aanden letsindig, hvor bringer
det En-til at leve blot for hvad man vil sige om
os! Hvis Menneskene en Dag mødte hverandre, hver
for sig befriede fra det Tryk, som Alle udøver paa
hver Enkelt, hvilken ren Luft vilde da trænge ind i
Sjælen, hvormange nye Ideer, hvormange sande Følelser
vilde ikke forfriske! - Modtag da min sidste Hilsen,
du mit Fødeland!» udbryder Corinna i sin Svanesang
til Ære for Rom - og man føler den Landsforvistes
Bitterhed og Selvfølelse overfor Napoleon i disse Ord:
«Du har indrømmet mig Hæder, du frisindede Folk, der
ikke forviser Kvinderne fra dit Tempel, ikke ofrer det
udødelige Talent paa en forbigaaende Skinsyges Alter,
men altid har Bifaldsraab for Geniet, naar du ser det
stige. Du véd at det er en Sejrherre uden Overvundne,
en Erobrer uden Bytte, der øser af Evigheden for at
berige Tiden !>
Dette Grundrids af Modsætningen mellem et katolsk og
et protestantisk Følelsesliv forbereder Modsætningen
mellem den dobbelte Kunstanskuelse. Og paa dette Punkt
er Bogens Betydning den, at føre et energisk Slag
imod det protestantiske Hovmod og den kunstneriske
Uforstand, som betegner Oswald, der-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
