Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XI. Kamp mod nationale og protestantiske Fordomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kamp mod protestantiske Fordomme
147
som den italienske Prosa lægger paa Formen og den
hele retoriske Prang. Dels elsker man overhovedet
Formen i Syden, dels var det naturligt, at da man
levede under et gejstligt Styre, som forbød enhver
alvorlig Behandling af noget Æmne, da man altsaa var
vis paa ikke at kunne opnaa nogen Indflydelse paa
Tingenes Gang igennem sine Skrifter, saa skrev man
for at vise sin Færdighed i at skrive, for at glimre
med sin smukke Sætningsbygning, og Vejen blev Maalet
Det andet Punkt, hvorover Oswald stødtes, var
Michelangelo’s Fremstilling af Guddommen og Profeterne
i det sixtinske Kapel.
Han finder ikke i Jahve’s mægtige Mandsskikkelse
den usynlige, rent aandelige Magt, til hvilken den
nordiske Protestantisme har forvandlet de gamle
Asiaters lidenskabelige Nationalgud, og hvor findes
vel i alle disse stolte Mands- og Kvindeskikkelser,
hvormed Michelangelo har fyldt Loftet i sin
«prometheusagtige> Lyst til at forme Mennesker, hvor
findes i disse trodsige, begejstrede, fortvivlede og
kæmpende Skikkelser den Ydmyghed, det Sagtmod, han
ventede at træffe! Corinna giver her sine Landsmænd
en Lære, der saamange Aar efter kan gøres nødig ogsaa
udenfor Frankrig, især udenfor Frankrig, især i Lande
som vort, i hvilket der er. ført saamegen uforstandig
Tale om kristelig Kunst og kristelig Æstetik.
Det lidenskabelige og voldsomme Angreb, som af
S. Kierkegaard i hans sidste Livsafsnit blev gjort
paa den saakaldte kristelige Kunst, var naturligt
for en Mand, der, som Kierkegaard, var blottet for
al kunstnerisk Dannelse; han underskyder bestandig
Renæssancetidens Malere sin protestantiske, ja sin
personlige Opfattelse af Religionen og forarges saa
over, at de med denne Opfattelse i Baggrunden af deres
Bevidsthed kan male som de gør. Oswald bærer sig ad
som han. Han véd ikke, at Renæssancetidens Malere
staar i et andet Forhold til deres Æmner .end vore
Dages, at medens vor Tids Maler søger at trænge ind i
sit Æmne og studerer det som Oldforsker, Folkeskildrer
eller Sjælekyndig, tog Maleren fra Renæssancetiden
sit Æmne som det forelaa og gjorde ud af det, hvad
han havde Lyst til, det vil sige: hvad der stemmede
med hans personlige Ejendommelighed. Heri ligger
Forklaringen af, hvad der hos de gamle Mestere undrer
og støder den nordiske Beskuer saa stærkt. Thi ganske
som et lille Indbegreb af Æmner hentede fra Iliaden og
Odysseen forsynede hele den græske Billedhuggerkunst,
Malerkunst
G. Brandes: Samlede Skrifter. IV.
10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
