Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - I. Romantikens Forberedelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romantikens Forberedelse
231
er en Skaberevne, kun en Evne til at omdanne, omforme,
idet dens Virksomhed kun har Forestillingernes Form,
ikke deres Indhold, til Genstand.
Fichte siger, at han «ikke behøver Tingene og ikke
bruger dem, fordi de ophæver hans Selvstændighed og
Uafhængighed af Alt, hvad der er udenfor ham*. Nær
beslægtet er den Sætning af Fr. Schlegel, at «et ret
filosofisk Menneske maatte efter Behag kunne stemme
sig selv filosofisk eller filologisk, kritisk eller
poetisk, historisk eller retorisk, antikt eller
moderne, ganske vilkaarligt, som man stemmer et
Instrument, og det til enhver Tid og i enhver Grad.»
Jegets kunstneriske Almagt og Digterens Vilkaarlighed
taaler efter den romantiske Lære ingen Lov over
sig. I denne Opfattelse ligger Spiren til den
berygtede romantiske Ironi i Kunsten, for hvilken
Alt paa en Gang er Alvor og Spøg, og der som evig
Selvparodi, som forstyrrende Leg med Illusionen,
der snart ophæves, snart paany forsøges tilvejebragt,
i mange af Romantikernes Yndlingsværker tilintetgør
enhver ren Virkning.
Idet nu Romantikernes Lære og Livsanskuelse saaledes
bliver til ved en Sammenfletten af Poesi og Filosofi,
ved en Parring af Digterdrømme med Tankespind, opstaar
den som en Frembringelse af rent aandelige Magter,
ikke som Udslag af et Forhold, hvori de stiller sig
til det virkelige Liv. Deraf Romantikens overvættes
aandige Karakter. Deraf Alt, hvad der i denne Digten
om Poesi og Tænken over Filosofi var Selvfordobling
og Opløftelse til højere Potenser. Deraf dens Leven
og Aanden i en højere Verden, en anden Natur. Og dette
er ogsaa Oprindelsen til alt Symbolsk og Allegorisk i
disse halvt digteriske, halvt filosofiske Værker. Der
opstod en Poesi, som havde Præget af en Religion
og tilsidst flød over i Religionen, og som snarere
skyldte et Liv i Stemninger end et Liv i aandelig
Frembringen sin Tilværelse. Saaledes bliver det
forstaaeligt, at, som A. W. Schlegel selv har sagt,
det ofte «snarere var Følelsernes luftige Melodi der
blev angivet, end Følelserne selv der blev udsungne i
deres hele Kraft og F3rlde». Man vilde ikke meddele
Læseren selve Sagen, men en Anelse om Sagen. Ikke
i klart Sollys, men i Dæmringens Halvlys eller i
hemmelighedsfuldt skælvende Maane-lys, i det Fjerne,
langt ude i Synskresen eller i Drømme øjnes derfor
de romantiske Skikkelser. Deraf ogsaa den romantiske
Fortynden af Udtrykket for det, som iagttages med
Sanserne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
